FIFA VM 2018

Lille detalje med stor betydning: Derfor snører Sisto ikke støvlerne

Det ligner umiddelbart en forglemmelse, men det er faktisk med fuldt overlæg. Pione Sisto spiller uden at binde sine snørebånd ved VM i fodbold.

Kom lige! Du skal have bundet din snørebånd.

Den sætning bliver gentaget uge efter uge, når unge fodboldspillere løber rundt på banerne i Danmark. Men måske bør de bare løbe videre.

I hvert fald løber landsholdets Pione Sisto rundt med løse snørebånd ved VM i fodbold. Han binder dem simpelthen ikke, fordi det er en fordel for ham at lade være.

- Det er på grund af den måde, jeg bevæger mig på, at jeg er begyndt at eksperimentere lidt.

- Det er lidt nørderi, kan man sige. Jeg har en tendens til at ’cutte’ temmelig meget med bolden, og det er ikke altid, jeg skal ’have mit knæ med’, siger Pione Sisto til TV 2 SPORT og uddyber:

- Jeg studerer temmelig meget anatomi, så jeg læser en del ud over fodbolden. Der har jeg selvfølgelig lagt mærke til nogle ting, og det prøver jeg af.

Ideen er, at fodboldstøvler med løse snørebånd giver et andet bevægelsesmønster i de skarpe retningsskift. Derfor oplever Pione Sisto det som en kæmpe fordel, at han kan bevæge fødderne mere frit, når dribler med bolden.

- Jeg spiller heller ikke med en sål i støvlen, for så rører min fod det øverste af støvlesnuden, og det kan jeg ikke så godt lide. Jeg kan bedre lide en fornemmelse af, at jeg spiller i bare tæer, har Sisto tidligere sagt.

Genoptræning i bare fødder

Op til slutrunden har Celta Vigo-kanten døjet med smerter i begge sine akillessener. Især den venstre har været plaget, og under testkampen mod Mexico en uge inden VM-premieren fik han et slag, der gjorde ’decideret pisseondt’.

I et forsøg på at komme hurtigere tilbage har Sisto også eksperimenteret med fodtøjet.

- Jeg har forsøgt at gå med bare fødder, fordi det virker enormt meget. Jeg ved ikke, om det er noget, I læser lidt om, men jeg har gået rigtig meget med bare fødder, siger Pione Sisto.