Tofts karakterbog: Hareide har fået noget at tænke over til startformationen

TV 2 SPORTs kommentator Flemming Toft er klar med karakterer til spillerne efter Danmarks sejr på 1-0 over Peru ved VM.

Det var ikke uden både møje og besvær, at det lykkedes Danmark at vinde 1-0 over Peru ved VM i Rusland. Yussuf Yurary Poulsen stod for det danske mål, men dagens hovedperson hedder Schmeichel til efternavn.

- Det kan godt være, Yussuf Poulsen lavede målet, men Kasper Schmeichel vandt kampen. Målmandsspil uhyrlig tæt på verdensklasse. Ikke alene stod han godt, rigtig godt - han stod også rigtigt. Og blandt mange fremragende redninger kom den måske vigtigste kort efter det danske mål. De bedste målmænd redder på de rigtige tidspunkter.

Tofts karakterskala 2018

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

- Sammenlagt en dårlig dansk dag, en dag til arbejdshandsker, en dag til medvind og tre points. VM blev for alvor skudt igang for det danske landshold, og selvom kampen i Saransk efterlader en del skønhedspletter og masser af plads til forbedringer, så flyver humøret med videre, lyder det fra Flemming Toft.

Herunder kan du læse Tofts karakterer til den danske spillere.

KASPER SCHMEICHEL 6 (KAMPENS SPILLER)

Han startede med en dårlig igangsættelse, men så skal jeg love for, at der kom klasse på storskærmen. Schmeichel har brændt for det her med at være med i en slutrunde (der har de andre også). Hans udtryk er ganske enkelt til store kampe. Redninger vandret, redninger med fødderne, indgreb i luften, han dirigerer med sin aura. En rigtig Schmeichel. 

HENRIK DALSGAARD 3

Solid fight af stabile Dalsgaard, der vandt mange dueller - de fleste efter pausen. Han havde som de andre i forsvaret temmelig travlt, men jeg synes han kom godt ud af det. Indledte med et fikst løft til Eriksen ude i højresiden. 

SIMON KJÆR 5

Han var der igen - som så ofte før. Ikke kun i den ledende rolle, men som den defensive blokkerings-spiller, muskelstærk i nærkampene og overlegent hovedspil.

ANDREAS CHRISTENSEN 5

Makkerparret Kjær-AC er cementeret. Hans boldfølelse var igen kælen, hans indgreb oste af placeringsstyrke og overblik. Selv i Peru-travle angreb, følte jeg mig sorgløs. Gik lettere skadet ud i de sidste 10-12 minutter. Det må meget gerne være noget, der går hurtigt over.

JENS STRYGER LARSEN 3

Arbejde var hans håndværk, og det var virkelig en stor opgave bag Sisto. Det udførte han pænt overfor nogle Peru-spillere, der havde mange jern i ilden fra begyndelsen. Stryger hang, som flere andre ville have gjort, da Carillo mod slutningen kom susende og overså fartkontrollen.  

WILLIAM KVIST 3

Indledte med at dirigere uden omsvøb. Det blev ikke til en Kvist-markering, inden han blev kvast til jorden med et formodet brækket ribben af Farfan. Det betød afgang på båre fra stadion i Saransk. Kvist er nok færdig ved VM - og formentlig på landsholdet. Trist afsked. Hareide har mistet balancemageren og en masse rutine.

THOMAS DELANEY 3

Et 3-tal, mere kan det ikke blive til. Selvom arbejdsbyrden og indsatsen var der. Delaney fik ikke så meget ud af det kreative. Der skulle fokuseres på de oprullede ærmer fra start.

CHRISTIAN ERIKSEN 3

Vores midtpunkt røg lidt ud af stjernecirklen. Han har så mange varemærker, men et af dem gled i glemmebogen; dødbolde. Der var også nogle beslutninger, der aldrig nåede intentionerne. Men så kom der alligevel guf fra Eriksen - hans timede, præcise aflevering til Yussuf Poulsen, der ledte til hans mål. Til gengæld havde Eriksen selv en ret stor mulighed for at cementere sejren. Det endte med en sjælden misser.

YUSSUF POULSEN 4

Han lå længe til et 3-tal, endda i overhængende fare for lidt mindre. På trods af det store arbejde. Slidsomhed betaler sig. Efter VAR gennemsyn stod det klart, at Yussuf havde begået straffespark. Det blev dog brændt. Og “synderen” løftede de 700 danskere på stadion og alle andre danskere med venstrebenet og scoringen senere i kampen. Det lignede en indsats som mod Mexico for en uge siden. Og her så vi en dansk kontra som lykkedes. Om end i et adstadigt tempo.

NICOLAI JØRGENSEN  2

Hvor er det ærgerligt og irriterende og underligt, at Nicolai Jørgensen ikke kan komme til at ligne Nicolai Jørgensen på landsholdet. Igen pænt arbejde, men der manglede gnist og skarphed. Især en situation, hvor Eriksen lagde tilrette. Den afslutning var til skraldespanden. Det skal dog også med, at han fik svære arbejdsbetingelser med lange, uregerlige afleveringer fra folkene bag ham, mens han ofte lå alene. Men Nicolai Jørgensen må være til debat.

PIONE SISTO 2

Jeg ved ikke, hvad det er med den glade dribler. Han har humøret, bare ikke spillehumøret. For mange driblinger mislykkedes, han tog forkerte beslutninger, og han løb ganske vist meget for at hjælpe i defensivens venstre side, men Sisto….kom tilbage i virtuos-rollen. Ellers overhaler Martin Braithwaite dig udenom. Ros for deltagelse i opspillet til målet, fordi Sisto slap bolden en gang hurtigere end tidligere.

LASSE SCHÖNE 3

Han er vant til at komme ind, men det her blev lidt (for) pludseligt, da Kvist hev efter vejret med sit formentlig brækkede ribben. Schöne er en anden slags balancespiller, der gør at Delaney må skæve mere til defensiven end med Kvist ved sin side. Men Schöne har så meget i sig, selvom han her ikke fik sat det store aftryk midt i en hektisk dansk landsholdstid.

MARTIN BRAITHWAITE 3

Et middelpænt 3-tal for ivrighed og den sædvanlige hurtighed, der mest af alt blev brugt i pres og arbejde væk fra målet. Sådan var vilkårene, da han kom ind for Sisto. Sidstnævnte kan mærke Braithwaite i støvlehælen.

ÅGE HAREIDE 3

Hans varemærke er defensiven, og den virkede (igen). Men mon ikke der nu skal ses på et par af angriberne, og noget af det der ikke virkede. Det var som om Peru kom hurtigere med deres overfaldsfodbold end ventet. Men vi snakker altså stadig 16 kampe på stribe uden nederlag. Det er hvad fodbold handler om.