- Det bedste mål i mit liv, siger Mexicos matchvinder

Mexico vandt højst overraskende over Tyskland i gruppe F. PSV-angriberen Hirving Lozano scorede kampens enlige mål.

Søndag aften og nogle dage frem kan der med god grund festes i de mexicanske hjem.

Landsholdet med tilnavnet 'El Tri' tog hul på VM med en 1-0-sejr over Tyskland, og det var samtidig første gang siden 1986, at tyskerne ikke formåede at vinde deres åbningskamp ved VM.

Hirving Lozano, der dagligt tørner ud for den hollandske klub PSV, blev helten for Mexico, og efter kampen var han svært tilfreds med sit mål mod de forsvarende verdensmestre.

- Det er det bedste mål, jeg har scoret i mit liv. Vi drømmer alle om at spille VM og begynde på en så positiv og vigtig måde. Jeg mener, det er mit bedste mål indtil videre, siger angriberen til FIFA's hjemmeside.

- Jeg ved ikke, om det er den største (sejr i Mexicos fodboldhistorie, red.), men det er helt sikkert en af de største.

Lozano sendte bolden ind bag den tyske målmand Manuel Neuer 10 minutter før pausen, og efter de 90 minutter i Moskva blev han kåret til kampens spiller.

Det var første gang i fire forsøg, at Mexico formåede at vinde over Tyskland ved VM. Det betyder, at de grønblusede mexicanere har lagt sig i spidsen af gruppe F med tre point.

Mandag mødes Sydkorea og Sverige i den anden kamp i gruppen.