FIFA VM 2018

- Det var en grov aktion, siger Schmeichel om Kvists VM-exit

William Kvist forlader VM i Rusland efter kun en halv time på banen. Han har brækket to ribben og fået en punkteret lunge.

Gråvejret i feriebyen Anapa matcher humøret i den danske VM-lejr.

Stemningen er trykket og trist, selvom den egentlig burde være helt i top efter premieresejren over Peru. Årsagen er, at William Kvist ikke er en del af holdet længere. Han blev skadet lørdag aften mod Peru og kørt direkte til et lokalt hospital.

Midtbanespilleren, der er fast mand i startopstillingen, har brækket to ribben og fået en lille punktering i lungen, oplyser landsholdets læge. Det skete, da Jefferson Farfan kolliderede med Danmarks nummer syv i en hovedstødsduel, hvor peruaneren kom svævende med det ene knæ først.

- Det er selvfølgelig sindssygt ærgerligt for William. Jeg ved, hvor hårdt han har arbejdet for at komme med her, for så få en skade som den. Jeg synes også, det var en noget grov aktion, men ja, vi alle føler med ham lige nu, fortæller Kasper Schmeichel til TV 2 SPORT.

Da William Kvist var blevet båret fra banen, blev Lasse Schöne skiftet ind som erstatning. Schöne ærgrer sig mere over Kvists skade, end han glæder sig over den uventede spilletid.

- Det er forfærdeligt, hvad der er sket for ham. Det er selvfølgelig det, der står forrest.

- Han er en ven og en kollega, og det under man ikke nogen, siger Lasse Schöne, der kalder den alvorlige skade i VM-premieren for ’det værste, der kan ske for en spiller’.

Også højrebacken Henrik Dalsgaard begræder det pludselige VM-exit.

- Det er selvfølgelig rigtig irriterende og uheldigt for William. Jeg er glad for, jeg ikke er i hans sko. Det må være rigtig trist. Han har arbejdet sindssygt hårdt for at være her, og han har været med gennem hele kvalifikationen. Det er rigtig trist for holdet og for William, siger Dalsgaard til TV 2 SPORT.

Det er ikke tilladt at skifte skadede spillere ud af VM-trupperne, og derfor må Danmark nu klare slutrunden med 22 spillere.

Den første kamp uden William Kvist spilles den 21. juni mod Australien. Opgøret vises på TV 2.