FIFA VM 2018

FIFA er tilfreds med VAR-debut ved VM

Videodommeren var med til at dømme straffespark i to af lørdagens VM-kampe.

Det internationale fodboldforbund, FIFA, var tilfreds med den måde, det nye videoovervågningssystem VAR kom i spil i to kampe lørdag til VM i Rusland.

En talsmand fra FIFA siger ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at FIFA er "meget glad for de afgørelser, der blev taget lørdag".

- Alt gik som det skulle. Vi håber, det fortsætter på den måde, siger talsmanden.

De to episoder fandt sted i Frankrigs kamp mod Australien og Danmarks kamp mod Peru.

Begge var tacklinger i feltet, hvor straffesparket først blev dømt, da dommeren havde været en tur på sidelinjen for at se episoden på video.

I Frankrigs kamp scorede den franske angriber Antoine Griezmann efterfølgende på straffesparket og var med til at sikre Frankrig en 2-1-sejr.

Danskerne var mere heldige, da straffesparket til Peru blev brændt af Christian Cueva, og Danmark vandt kampen 1-0.

VAR står for Video Assistant Referee og er et system, hvor flere dommere overvåger kampen på flere skærme i et centralt overvågningsrum.

De såkaldte videodommere kan derefter meddele dommeren via headset, hvis de mener, han burde have dømt anderledes.

VAR er blevet benyttet i forskellig grad i blandt andet Italiens Serie A og Tysklands Bundesliga.

FIFA godkendte systemet til VM tidligere på året.

FIFAs direktør for dommere, Massimo Busacca, har ifølge AFP tidligere indrømmet, at VAR-systemet kom sent ind i forberedelserne til VM, men at man er klar til systemet, og at det kan hjælpe dommerne med at tage de rigtige beslutninger.