FIFA VM 2018

VM-målmand nægtede at tage imod trofæ for kampens spiller

Mohamed El-Shenawy ville ikke modtage trofæet for kampens spiller på grund af sponsoren bag.

Det blev en smule akavet, da Egyptens målmand Mohamed El-Shenawy skulle modtage prisen som kampens spiller efter det afrikanske lands nederlag til Uruguay fredag.

El-Shenawy ville nemlig ikke modtage trofæet.

Årsagen til afvisningen af prisen skulle ikke findes i, at Mohamed El-Shenawy var skuffet over at have lukket kampens eneste mål ind i det sidste minut af opgøret mod Uruguay, eller at han syntes andre spillere havde fortjent prisen.

Nej, årsagen skulle faktisk findes i kombinationen af målmandens religion og sponsoren for prisen, der er ølproducenten Budweiser.

29-årige El Shenawy er muslim og drikker derfor ikke alkohol. De to ting harmonerede ikke for Mohamed El-Shenawy, der derfor valgte at afvise at modtage pokalen efter kampen.

Med Mohamed El-Shenawys nej til prisen er der lagt op til flere akavede øjeblikke i den forbindelse ved VM-slutrunden i Rusland. Der er nemlig syv nationer med, hvor Islam er det største religion – Saudi-Arabien, Marokko, Iran, Tunesien, Senegal og Nigeria.

Derudover er store stjerner som tyske Mesut Özil og franske Paul Pogba også muslimer.

Dansk 'Man of the Match' ville give trofæet til Schmeichel

Efter Danmarks første kamp mod Peru var det Yussuf Yurary Poulsen, der modtog trofæet som kampens spiller efter sin afgørende scoring. Men efter kampen var han ganske ærlig omkring, hvem han egentlig syntes, der fortjente det mest.

- Jeg ved ikke, om det er fair. Jeg ville selv have givet den til Kasper Schmeichel, tror jeg. Men jeg er da glad og stolt. Det er fedt at få sådan en pris, sagde danskeren.

Se meget mere VM på TV 2 og TV 2 Play