- Danmarks sværeste modstander viste svaghedstegn, siger ekspert

Frankrig er den helt store favorit i Danmarks gruppe, men franskmændene imponerede ikke i den første kamp ifølge ekspert.

Alle fire hold i Danmarks VM-gruppe fik taget hul på slutrunden i Rusland lørdag.

Danmark fik en sejr på 1-0 over Peru, mens gruppens storfavoritter fra Frankrig snuppede tre point med en snæver sejr på 2-1 over Australien.

Status som favoritter i gruppen kan franskmændene stadig prale af efter første runde, men TV 2 SPORTs fodboldekspert Kenneth Emil Petersen var langt fra imponeret over 'Les Blues'.

- Det er jo et stjernespækket hold, men de fik en meget hakkende start på turneringen. De spiller mod et hold, der står meget kompakt og er stærkt organiseret, men jeg synes overhovedet ikke, de udnytter de muligheder, som australierne ellers gav dem, lyder analysen blandt andet.

- Australien forsvarede meget smalt, hvilket giver meget plads på siderne, men det fik Frankrig slet ikke udnyttet nok. Derudover synes jeg også, at Frankrig viste svaghedstegn på deres tremandsmidtbane. Det kan godt være, Ngolo Kante dækker mange rum, men med Paul Pogba og Corentin Tolisso havde han to spillere ved siden af sig, der ikke dækkede noget som helst. Så på siderne af Kante, så Frankrig langt fra skræmmende ud, lyder det fra Kenneth Emil Petersen.

På trods af svaghedstegnene på midtbanen, så er det et helt andet sted på banen, mulighederne for at gøre ondt på franskmændene er størst ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Kenneth Emil Petersen.

- Vi så et fransk hold, der havde store, store problemer med dødboldene. Der virkede de meget sårbare. Når man så, hvad Australien kunne komme med her, så må det give anledning til bekymring i den franske lejr.

Men selvom Kenneth Emil Petersen ser flere svaghedstegn hos Frankrig efter VM-premieren mod Australien, så har de franske favoritter stadig en x-factor som få hold ved slutrunden.

- Vi ser jo også den individuelle klasse, som Frankrig har på holdet. Et dybdeløb fra Antoine Griezmann og så er der straffespark. De har bare de individualister, der kan afgøre det for dem. Og netop den dybdebold så vi Frankrig forsøge mange gange ned i bagrummet. De har så meget fart oppe foran med Kylian Mbappe, og det er virkelig noget, modstanderne skal passe på.   

Inden Danmark skal bekymre sig om de hurtige franskmænd, venter der først en kamp mod Australien den 21. juni. Kampen spilles klokken 14 og vises på TV 2. Desuden bliver den vist på storskærm i Tivoli.

Alle kampene fra VM kan ses på TV 2 PLAY.