VM fodbold

- Hun tjekker op på mig hver dag, siger engelsk VM-spiller om sin mor

19-årige Trent Alexander-Arnold er udtaget til VM for England, selvom han kun har spillet én kamp på landsholdet.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

Det er de færreste 19-årige, der tjener millioner af kroner. For Englands 19-årige back Trent Alexander-Arnold er det dog hverdagen, efter han i denne sæson har fået sit helt store gennembrud for Liverpool og kronede det med en VM-udtagelse.

Den store succes afholder dog ikke Alexander-Arnold fra at holde fast i sine familiære værdier. Det tillader hans mor nemlig ikke.

- Hun tjekker op på mig hver dag og sørger for, at jeg har solcreme på og alt det der. Hun går meget op i detaljer, siger han ifølge fodboldmediet FourFourTwo til BBC 5 Live's World Cup Daily-podcast og fortsætter:

- Hele familien er sådan. Vi han godt lide at have kontakten, så vi ringer sammen et par gange om dagen.

En dag, hvor teenageren uden tvivl snakkede med sin mor, var den 16. maj. Her blev han udtaget til truppen på 23 mand, der skal repræsentere England ved VM af landstræneren Gareth Southgate.

Udtagelsen kom på trods af, at Trent Alexander-Arnold på daværende tidspunkt ikke havde spillet et eneste minut på Englands A-landshold. Men alligevel var Southgate sikker på valget.

- Han er den næstbedste back i England, sagde landstræneren til Sky Sports.

Yngste mand i truppen

Kort tid efter udtagelsen fik Liverpool-backen så sin debut. I Englands sidste testkamp før VM, en 2-0-sejr over Costa Rica, fik han de første 64 minutter på højre wingback i Southgates 3-5-2-system.

Det er altså langt fra en rutineret spiller, der er taget med England til VM. Det ved hovedpersonen også selv, og derfor har han også udvalgt sig en spiller, som han læner sig ekstra meget op af.

- Jordan Henderson er uden tvivl en mentor for mig. Der er flere spillere, som jeg kigger på for at se, hvordan de gør i forskellige situationer.

Henderson er ikke et helt fremmet ansigt. De to er holdkammerater i Liverpool, og det må derfor ses som et naturligt valg af Alexander-Arnold.

Familien skal gøres stolt

Denne sæson har været det helt store gennembrud for Trent Alexander-Arnold. Han har spillet 34 kampe for Liverpool, hvor fuld spilletid i Champions League-finalen mod Real Madrid var en af dem.

Men selvom han har stor succes på banen, så tænker han ikke udelukkende på sig selv.

- Det er familien, jeg vil gøre stolt. At se dem med et smil på læben, og at se dem være stolt af mig, det er det største, jeg kan opnå som fodboldspiller.