Kane redder England i de døende minutter mod Tunesien
Harry Kane slog til i overtiden i Englands VM-sejr over Tunesien, da han headede bolden i mål til slutresultatet 1-2.
Se alle kampe fra VM direkte på TV 2 PLAY
Tunesien 1-2 England
- 0-1: Harry Kane (11’)
- 1-1: Ferjani Sassi (35’ - straffespark)
- 1-2: Harry Kane (91')
- Gult kort: Kyle Walker, England (33.)
- Dommer: Wilmar Roldan
- Tilskuere: 41.064.
Den engelske anfører Harry Kane blev den helt store helt med to scoringer, da England tog tre point i deres åbningskamp ved VM mod Tunesien.
Tottenham-angriberen scorede planmæssigt til 1-0 i kampens indledning, men efter en tunesisk udligning på straffespark havde England svært ved at skabe store chancer. Derfor skulle holdet helt frem til dommerens overtid, før Harry Kane kunne heade bolden i kassen efter et hjørnespark til slutresultatet 1-2.
Sådan forløb kampen
Det engelske mandskab startede opgøret som skudt ud af en kanon. Højt pres og direkte afleveringer prægede Englands spil, og allerede i det tredje minut var holdet kun en redning på stregen fra at være kommet foran.
Et indlæg fra Dele Alli fra venstre side endte efter et par mellemstationer for fødderne af Jesse Lingard, men hans afslutning blev reddet på stregen af Tunesiens målmand Mouez Hassen.
Det engelske pres fortsatte, og efter 11 minutters spil kom kampens første mål.
John Stones satte flot hovedet på bolden efter et hjørnespark, men han måtte se sit forsøg reddet på stregen af Mouez Hassen. Målmanden formåede ikke at få bolden ud af farezonen, og derfor kunne Englands anfører, Harry Kane, sende bolden ind i et tomt mål.
Se Englands 1-0-mål i videoen herunder:
Det flotte engelske spil fortsatte efter scoringen, men som fra et lyn fra en blå himmel fik Tunesien pludselig et straffespark efter 35 minutter.
Under et indlæg havde Kyle Walker sin ene arm oppe i hovedhøjde på Fakhreddine Ben Youssef, og derfor pegede dommeren på straffesparkspletten.
Her var Ferjani Sassi manden, der skulle sparke. Han sendte sin afslutning mod det nedre venstre hjørne, og selvom Jordan Pickford fik fingerspidserne på bolden, røg den hele vejen ind i netmaskerne. 1-1.
Se den udlignende Tunesien-scoring i videoen herunder:
Kort før pausen sendte højrebacken Kieran Trippier en flot aflevering ned lands siden, hvor den fandt en helt fri Jesse Lingard. Han prikkede i sin førsteberøring bolden mod mål. Den strøg forbi keeperen, men prellede af på stolpen. Derfor var pausestillingen 1-1.
Manglende kreative kræfter
Hvor første halvleg havde været en begivenhedsrig affære, var luften feset ud af ballonen i anden.
Tunesien havde trukket sig endnu længere tilbage på egen banehalvdel, og så var alt spilinitiativ overladt til England.
Det gav store problemer i det engelske opbygningsspil, der ikke formåede at udfordre den tunesiske defensiv.
I håbet om at en indskiftning ville give nyt liv til Englands spil sendte Gareth Southgate angriberen Marcus Rashford på banen i stedet for Raheem Sterling.
Men Rashford formåede heller ikke at bringe den afgørende x-faktor for 'The Three Lions'.
Anføreren slog til i overtiden
Mens England ikke kunne skabe chancer i åbent spil, udnyttede de til gengæld et hjørnespark i dommerens overtid.
Kieran Trippier sendte en høj bold ind mod Harry Maguire, der sendte bolden videre med et hovedstød. Her dukkede anføreren Harry Kane op og headede bolden i mål for England, og så kunne jublen bryde løs.
Se Harry Kanes anden scoring mod Tunesien i videoen herunder:
Tunesien pressede på i resten af kampen, men de scorede ikke, og derfor endte det med en engelsk sejr.
Derfor er England nu nummer to i gruppe G efter Belgien, der slog gruppens sidste hold, Panama, med 3-0.
England møder Panama i næste runde, mens Belgien møder Tunesien.