Kvist skal hyldes for sin legendariske bedrift
Da William Kvist rejste sig og spillede videre med to brækkede ribben, demonstrerede han sin indstilling til fodbold, mener Peter Sørensen.
Fire minutter.
Det lyder ikke af meget, men de var mere end rigeligt for William Kvist til at gøre et stort indtryk på mig. Fra han blev hårdt ramt i siden af Perus Jefferson Farfán, til smerterne blev for voldsomme, og han måtte forlade kampen og siden hen også VM på en båre.
De fire minutter, hvor Kvist sprintede og fightede videre med to brækkede ribben og en punkteret lunge, viste han virkelig, hvilket stof han er gjort af. Alene dét at han rejste sig er i mine øjne en legendarisk bedrift.
Der var mange, der hæftede sig ved, at anfører Simon Kjær før VM udtalte, at han vil løbe igennem en mur for landstræner Åge Hareide. Det er noget, man typisk siger, når man gerne vil fortælle, hvor meget man vil gøre for én eller for noget.
I kampen mod Peru demonstrerede William Kvist netop dét. En ekstrem offervilje, dedikation og iver efter at give det, han nu havde.
Jeg har engang spillet med en brækket tå. Der var mange, der syntes, at det var fantastisk, men det er ingenting i forhold til Kvist. Andre taler om den sagnomspundne Terry Butcher, der spillede i en nærmest rød trøje mod Sverige i 1989, men i virkeligheden var det bare en lille flænge, hvor det altid bløder meget, og så ser det mere drabeligt ud, end smerten reelt er.
Et højdramatisk exit
William Kvist har altid forsøgt med mere eller mindre alternative tilgange at få optimeret dét, som han nu har at give. For holdets skyld, for han er firmaets mand. Det viste han med stor tydelighed fra det 27. til det 31. minut i kampen mod Peru.
Men der er nok ikke nogen tvivl om, at rejsen til Rusland blev hans sidste med landsholdet. Jeg husker, at Kvist i timerne efter kvalifikationen til VM sagde, at kampen mod Irland i Dublin sagtens kunne have været hans sidste i rødt og hvidt.
Derfor er den her sortie - som i ordets forstand - også højdramatisk, men han fik eksponeret den indstilling, som han har. På fire minutter fik han bevist, hvad det egentlig er, han har været villig til at give for ikke alene at lykkes med sin karriere, men også for at de hold, han har optrådt og optræder for, har kunnet få succes.
Et hold lever af individuelle spillere, der giver sig hen. Det gjorde Kvist lørdag aften, det har han i særdeleshed gjort i hele sin karriere, og det er i øvrigt også hans funktion på banen. Skraldemanden, arbejdsmanden, den stille eksistens.
Mod Peru var det bare så flot rammet ind. Han tilsidesatte sig selv for holdet.