FIFA VM 2018

Lukaku sikrer forventet belgisk VM-sejr

En stærk anden halvleg fra Romelu Lukaku hjalp belgierne til den forventede åbningssejr over Panama ved VM.

Se samtlige VM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Når man skal pege på en outsider til VM, så er der rigtig mange, der sender fingeren i retning af det belgiske landshold.

Mandag eftermiddag tog de belgiske underdogs så hul på VM-turneringen mod Panama. På trods af nogle sløje første 45 minutter fik belgierne, og Romelu Lukaku i særdeleshed, i anden halvleg bevist, hvorfor folk har forventninger til de rødblusede med en sejr på 3-0.

Efter en første halvleg med flere uudnyttede belgiske muligheder, skulle Dries Mertens blot bruge to minutter af 2. halvleg på at sende bolden i nettet. På flotteste vis helflugtede han bolden fra kanten af feltet i en blød bue over Panama-keeper Jaime Penedo, der bare kunne se til, da bolden ramte netmaskerne.

Tyve minutter senere kunne Romelu Lukaku så heade de belgiske favoritter på 2-0. Et fremragende angreb blev kronet med et flot yderside indlæg fra Kevin De Bruyne. Med stor præcision smækkede han bolden i panden på Lukaku, der i sikker stil headede bolden over stregen.

Kort efter lukkede og slukkede Romelu Lukaku så med sin anden scoring. En skarp belgisk kontra blev afsluttet på fornem vis med et lille lob fra den store belgiske angriber. Mere blev det ikke til på trods af et par fine belgiske muligheder i slutfasen. Belgien vinder 3-0 og topper gruppen, inden England og Tunesien mødes senere mandag.

Belgien 3-0 Panama

  • 1-0: Dries Mertens (47')
  • 2-0: Romelu Lukaku (68')
  • 3-0: Romelu Lukaku (75')

Sådan forløb kampen

Panama fik en fin indledning på kampen og undgik det hårde belgiske pres, lige indtil det syvende minut hvor belgiernes store stjerne Eden Hazard i høj fart drev bolden frem og fandt Dires Mertens, der fik trykket af, men Panama-keeper Jaime Penedo var på plads.

Herfra stod der Belgien på det meste, og efter 11 minutter, burde de have bragt sig i front.

En dårlig tilbagelægning fra anfører Roman Torres blev opsnappet af Eden Hazard, men han skød forbi mål.

Ti minutter senere var den så gal igen, da Kevin De Bruyne fik erobret bolden højt på Panamas banehalvdel. Kun en heroisk action fra Roman Torres kunne forhindre Romelu Lukaku i at bringe Belgien på 1-0, da han lige akkurat fik prikket bolden til hjørne foran en helt fri Lukaku.

Eden Hazard det skal komme fra. Efter en periode uden det store belgiske pres var det på ny den lille kantspiller, der gør det farligt. Et nyt godt drev med bolden resulterer i et tørt spark, som Jaime Penedo dog får handskerne på. 

Efter pausen fik Dries Mertens sat anden halvleg igang med et brag. En flot flugter endte i nettet, og så kunne belgierne ellers sænke skulderne en smule.

8 minutter efter den belgiske scoring fik Panama så deres eneste og største chance i kampen, men Thibaut Courtois kom godt ud af sit mål og fik forhindret en helt fri Michael Murillo i at få scoret.

Med tyve minutter igen viste Romelu Lukaku sig så frem.

Først fik han udbygget føringen med et hovedstødsmål efter et flot angreb og assist fra Kevin De Bruyne. Fem minutter senere var den store belgiske angriber så på spil igen, da han med et lille lob udnyttede en friløber og lukkede opgøret til kampens resultat 3-0. 

Belgien topper dermed gruppen, inden England og Tunesien mødes senere mandag. Du kan se kampen på TV 2 PLAY.