FIFA VM 2018

Sydkoreas spillere skiftede numre for at forvirre Sverige

For at det svenske landshold ikke kunne lure den sydkoreanske taktik, før de to lande mødes ved VM, tog Sydkoreas landstræner sine forbehold.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Mange vil gå rigtig langt for at vinde. Specielt når det handler om en kamp til VM. I de bestræbelser tog Sydkoreas landstræner, Shin Tae-Yong, en beslutning, som få har gjort det.

For at forvirre de svenskere, der har været udsendt til at se Sydkoreas landskampe og træninger op til mødet mellem de to nationer ved VM, har Shin Tae-Yong bedt sine spillere om at bytte numre indbyrdes, så de ikke kunne genkendes så nemt.

- Det er meget svært for folk fra Vesten at se forskel på os asiatere, og det var derfor, jeg gjorde det. Vi ville forvirre det svenske hold. Numrene blev byttet, fordi vi ikke vil vise vores modstandere noget. Ki Sung-Yueng er der nok flere, der kender, ligesom sagen er med Son Heung-Min, men med de andre spillere kan det være forvirrende, sagde Shin Tae-yong ifølge goal.com på et pressemøde.

Når Sydkorea og Sverige tørner sammen mandag klokken 14.00, kommer længere tids intriger til at se deres endeligt.

For Shin Tae-Yongs trick med at skifte spillernes numre, er slet ikke første gang, han har forsøgt at gøre de svenske forberedelser svære.

Forsøgte at mørklægge kamp

Da Sydkorea spillede sin sidste testkamp forud for VM mod Senegal, valgte Shin Tae-Yong at gøre det uden en eneste på tribunerne.

Han ville ikke have, at der kom svenskere til opgøret, så deres taktik skulle blive luret.

Men Lasse Jacobsson, der indsamler data på de svenske modstandere ved VM, fik alligevel det, han kom efter, selvom det var en besynderlig oplevelse.

- Det har jeg aldrig oplevet før. En lukket træning kan jeg forstå, men det her er mere mærkeligt. Jeg fik deres startopstilling, og jeg regner i store træk med, at det er den, der spiller mod Sverige, sagde han til svenske Aftonbladet.

Naturligt at analysere

Selvom den svenske lejr endte med at få fat i Sydkoreas opstilling i kampen mod Senegal, så ser den sydkoreanske landstræner ikke med sure øjne mod Sverige.

For den del er bare en del af gamet.

- Jeg tror, at alle trænere føler, at det andet hold overvåger dem. Vi må analysere modstanderne og gøre, hvad vi kan for at vinde kampe. Så jeg synes, at det er naturligt at prøve at forstå det andet hold, sagde Shin Tae-Yong.

Om de to lande har forstået hinanden skal der svares på mandag, når de hold mødes.

En ting, de to hold hver især skal have fundet ud af forinden er, hvordan de skal score mål.

Ser man på de to landes seneste tre landskampe hver, så har de tilsammen scoret ét mål – da Sydkorea tabte med 3-1 til Bosnien & Herzegovina.