Fodbold

Brøndby forlænger med islandsk forsvarsspiller

Hjörtur Hermannsson meddeler, at han har forlænget aftalen med fodboldklubben Brøndby frem til 2021.

Den islandske fodboldspiller Hjörtur Hermannsson har lagt to år på sin kontrakt med Brøndby, der i sidste sæson sluttede som nummer to i Superligaen.

Den 23-årige forsvarsspillers nye kontrakt løber til sommeren 2021, meddeler islændingen i en besked på appen Brøndby Indefra.

Hjörtur Hermannsson kom for to år siden til Brøndby, efter at klubben havde sagt farvel til Daniel Agger.

Midterforsvareren, som var med i Islands trup ved EM i 2016, fik dengang en treårig kontrakt med Brøndby, som nu altså er blevet forlænget.

Hjörtur Hermannsson kom som teenager til hollandske PSV, hvor han dog ikke formåede at slå igennem.

Han har foreløbig spillet 70 kampe for Brøndby og scoret to mål.

I sidste sæson var han med til at vinde pokaltitlen, da Brøndby vandt 3-1 over Silkeborg i finalen.