FIFA VM 2018

Der er kommet VAR-syge

Skønheden ved fodbold er på mange måder, at det er en afspejling af vores liv uden for banen. Krig, kærlighed og sommetider dyb sorg (spørg bare Liverpool-fans). Den årelange efterspørgsel efter VAR udsprang af et massivt behov for retfærdighed. Jeg kender om nogen det negative drive, en forsmået fodboldfan ligger inde med.

Skønheden ved fodbold er på mange måder, at det er en afspejling af vores liv uden for banen. Krig, kærlighed og sommetider dyb sorg (spørg bare Liverpool-fans). Den årelange efterspørgsel efter VAR udsprang af et massivt behov for retfærdighed. Jeg kender om nogen det negative drive, en forsmået fodboldfan ligger inde med. Din kæmpestore indre kugle af had til en spiller, klub eller endda dommer, som engang har været skyld i en uretfærdighed mod din elskede klubtrøje.

Da muligheden for tv-reviews af kendelser endelig blev vedtaget af de langsommelige fodboldlovgivere, anså mange det som løsningen på alle deres problemer. Endelig ville de blive fri for at cykle surmulende hjem fra stadion, vrede på en blind dommer, der ikke kunne se, hvad alle vi andre kunne se.

Nu er VAR-hvedebrødsdagene ovre, og manden du forelskede dig i, fordi han var så charmerende og holdt døren på vej hjem fra den første date og aldrig kiggede efter andre damer, viste sig at være et rodehoved, der aldrig lægger sin underbukser i vasketøjskurven og i øvrigt er begyndt at kigge efter andre damer. Jeg var positivt overrasket efter de første par kampe, som jeg også beskrev herinde. Starten var virkelig solid. Spillet sjældent forstyrret, og vi så ingen kritiske fejl. Jeg begyndte at tro, at min skepsis mod systemet var uberettiget. Og vi har da også set dommere lykkedes perfekt med VAR, eksempelvis i Frankrig-Australien, hvor vi gudhjælpemig både fik et VAR-straffespark uden review, et med review og så goal line technology, der kaldte bolden cirka en millimeter over stregen. Den kamp var virkelig ingeniørernes våde drøm.

Nu har vi tåspidserne ude af den første spillerunde, og min indledende frygt for problemerne med VAR føles mere berettiget. Over de seneste par dage har vi set lige præcis, hvad problemet er: At dommerens subjektivitet IKKE er blevet erstattet af et objektivt VAR-system. Der er fortsat en lang række ikke-målbare kriterier for, om der er sket en forseelse. Det har betydet, at vi i stedet for at diskutere, om dommeren dømte forkert, i stedet nu bare diskuterer, om VAR blev brugt korrekt.

Lad mig beskrive et par situationer for at gøre udfordringerne lidt mere konkrete:

Første kontroversielle sag var i det store brag mellem Portugal og Spanien. Her rammer spanske Costa Portugals frække dreng Pepe med en arm i hovedet. Jeg så situationen i TV 2-studiet med trænerne Peter Sørensen, Bo Henriksen og landsholdsspilleren Nicolai Boilesen, og jeg var i absolut undertal. Jeg hældte mest til, at målet skulle anerkendes. Trænerne fokuserede meget på det ene billede, hvor armen ramte Pepe i hovedet (lige præcis Pepe har gennem årene jo faktisk sparet sammen til en på lampen, men lad nu det ligge). Det kan jeg sagtens følge, og var der dømt frispark i situationen, var det også fint berettiget. Mit modargument er, at den slags kontakter sker hele tiden. VAR-dommerne i kontrolrummet valgte ikke at kalde dommeren ud til et review, og det kan der kun være én grund til: De vurderede ligesom mig, at kontakten ikke var en klar forseelse, som burde være straffet. Men det er ikke en objektiv sandhed. Det er en skønssag, hvor din holdning kan være ligeså god som min (arhh, ikke helt, men du forstår).

Slowmotion-domme er et velkendt fænomen i fodbold. I alt fra Superligaen til Champions League hører vi kommentatorer, som ikke efterspørger noget kort ved det første gennemsyn, der baseres på en helhedsvurdering kontakten, men som kalder SOLEKLART rødt kort, når tv-produceren stopper billedet lige præcis ved kontakten. Men fodbold dømmes netop ud fra en helhedsvurdering, herunder også dynamikken i kroppen i en duel, og sommetider er stillbilledet faktisk misvisende for spillernes indbyrdes bevægelser. Både frispark og ikke-frispark kunne altså støttes med fodboldloven i hånden. Og det er jo skuffende, hvis man håbede, at VAR kunne fikse kampafgørende kendelser som denne.

1-1 Video: Magnus Stig Christensen

Da Brasilien spillede mod Schweiz, dukkede endnu en sag op. Ved en scoring viser billederne, at schweiziske Zuber giver forsvareren et koket skub i ryggen, inden bolden heades i mål. Puffet er isoleret set lille, men konsekvensen er høj. Dommeren bliver ikke kaldt ud, så VAR-teamet har altså vurderet, at puffet isoleret set ikke var over den linje, han havde lagt i kampen. Men folk hjemme bag skærmene syntes ikke, det var zuper dømt. Spørgsmålet: ”Hvordan kan VAR undgå at fange den?” ekkoede på sociale medier. Det minder sjovt nok om pre-VAR-tiden. Der sagde man bare: ”Hvordan kan DOMMEREN undgå at se det?” Det er da komisk, at mængden af dommerdiskussioner lader til at være stigende med VAR. Måske endda større end i det VM-parallelunivers, hvor VAR ikke var blevet implementeret.

Det naive ønske fra fodboldfans var, at tv-billeder skulle bruges, så der ikke var tvivl om kendelsen. Igen og igen har jeg sagt, at det ikke kommer til at ske, og nu kan I tydeligt se på en hvilken som helst VM-debat, at barren blot er sat 2-3 nøk ned, så vi i stedet for at snakke om dommerens vurdering i stedet taler om VAR-teamets vurdering. Det giver altså ikke nogen nettoforbedring af den oplevede fairness i fodbold. Hvis det var kvalitetskriteriet, har VAR fejlet.

Dommeren var ikke i tvivl. 1-0 til Sverige. Video: Anders Masannek Jørgensen

Hvis de to ovenstående eksempler ikke er nok, så lad os spole frem til et par andre. I Sverige mod Sydkorea nedlægger den sydkoreanske anfører svenske Toivonen i feltet. Bevares, bolden rammes, men derefter klippes manden i tacklingen. Dommeren dømmer hjørne, og han bliver ikke bedt om at kigge på den igen, hvilket undrede mig gevaldigt. Senere springer dommeren endnu en kendelse over, da Claesson nedlægges. Denne gang bliver dommeren dog kaldt ud til skærmen for at se billeder af et soleklart straffespark, som heldigvis dømmes retrospektivt. At han ikke dømte det selv, opfatter jeg i øvrigt som en følgesygdom af VAR. Dommerne bliver alibi-opmænd, som lader spillet køre videre, velvidende at de nok skal blive kaldt ud til skærmen, hvis det er nødvendigt.

Underligt nok bliver dommeren ikke kaldt ud i Tunesien mod England, hvor Kane bliver fjernet i en NFL-lignende kropstackling. Til gengæld dømmer dommeren straffe, da Kyle Walker rammer en tuneser med armen. For mig at se et i bedste fald tyndt straffespark. Der er altså ikke nogen konsistens. Fordi det stadig er mennesker, der sidder ude bag de mange skærme og skal vurdere situationerne. Resultatet er, at niveauet for de historiske mange straffespark synes ujævnt.

1-1 Video: Magnus Stig Christensen

Der er ikke for at være polemisk, at jeg remser alle disse besynderligheder op. Tværtimod. Jeg ville egentlig helst have, at vi nød kampene og så kun diskuterede de marginalkendelser, der virkelig var interessante. De sidste par dages fodbold har dog vist os, at den samlede mængde af brok over dommerne på ingen måde reduceres med VAR. Spørgsmålet: ”Burde VAR være brugt her?” er i øvrigt ikke det rigtige spørgsmål. VAR bruges hele tiden. VAR-tiltaget kan ikke reduceres til dommerens walk of shame ud til den store cinéma transportable under FIFA-baldakinen. VAR er en konstant genvurdering af, om der er sket en soleklar fejl. Og kun i de tilfælde – hvilket er en brøkdel – vil dommeren blive hevet ud.