FIFA VM 2018

Fantomredning blev dyr for VM-målmand

En skulderskade gjorde en tidlig ende på den tunesiske målmand Mouez Hassens første VM-kamp i karrieren.

Se samtlige VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

En superredning på et dundrende hovedstød fra den engelske Manchester City-forsvarsspiller John Stones blev skæbnesvanger for den 23-årige målmand Mouez Hassen.

Tuneseren landede ned på sin venstre skulder, og da han syv minutter forinden havde slået samme skulder, blev smerterne for store til, at han kunne fortsætte i sin VM-debut.

Tydeligt nedslået måtte Hassen, der er ejet af den franske Ligue 1-klub Nice, derfor lade sig udskifte i Tunesiens første kamp ved VM, gruppekampen mod England.

Undervejs i anden halvleg viste tv-billederne, at Mouez Hassen var vendt tilbage til den tunesiske bænk, men med sin venstre arm i en slynge.

På et pressemøde efter kampen bekræftede Tunesiens landstræner Nabil Maâloul også, at der er tale om en skulderskade. Hvor alvorlig vides endnu ikke.

Hassen kunne ikke engang trøste sig med, at redningen forhindrede England i at komme foran. Tottenham-angriberen Harry Kane fulgte op på riposten og sendte englænderne på 1-0.

41.064 tilskuere på Volgograd Arena så Tunesien tabe 1-2.

England vinder over Tunesien Video: Magnus Stig Christensen