FIFA VM 2018

Skadet Kvist er velkommen tilbage i VM-lejren, siger Hareide

Åge Hareide håber på, at William Kvist kommer tilbage til den danske VM-lejr. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der er mulighed for, William Kvist kan komme tilbage til den danske VM-lejr i Rusland efter opgøret mod Australien, siger Åge Hareide til TV 2 SPORT.

William Kvist var færdig ved VM.

Det var meldingen søndag eftermiddag, efter han måtte udgå med brækkede ribben og en punkteret lunge i opgøret mod Peru.

Mandag fløj William Kvist tilbage til Danmark, hvor han blev undersøgt af danske læger, der kunne fortælle den danske midtbanespiller, at han kun havde brækket et enkelt ribben, hvilket var et færre end først antaget.

Han også kan være med som indpisker og en god mand uden for banen

Åge Hareide om William Kvist

Den melding er også nået frem til Rusland og landstræner Åge Hareide, der er klar til at tage imod William Kvist i landsholdslejren efter kampen mod Australien. Det siger han til TV 2 SPORT.

- Det vil være en berigelse for os, hvis han kan komme tilbage og være med os igen. Og så får vi at se, hvor hurtigt han kan gro sammen, og hvor slemt det egentlig er med ham.

Tror du, det er realistisk?

- Det ved jeg ikke. Jeg må bare stole på de meldinger, jeg får fra hospitalet, og så får vi talt med vores læge. Men det er først og fremmest William, som må vurdere sin smertegrænse, lyder det fra landstræneren, der også er klar til at modtage Kvist, hvis han ikke kan spille.

Kan han spille en rolle i truppen, selvom han ikke kan spille kamp?

- Det kan han absolut. Det får vi talt med William om, når vi er færdige med Australien-kampen. Den har vi først og fremmest fuld fokus på nu. Men det er klart, at han også kan være med som indpisker og en god mand uden for banen, på trods af at han ikke er helt frisk.

Efter sit besøg på Bispebjerg Hospital i København mandag aften, skrev William Kvist på sin Facebook-profil, at der fortsat er nogle ting, der skal cleares, inden har ved om han kommer tilbage til  Rusland.

- Så er jeg udskrevet fra Bispebjerg. Lægerne her melder et sikkert brækket ribben, som sidder fint, samt et lille pneumothorax (en lille punktering af den ene lunge, red.) øverst på venstre side, som i løbet af kort tid er blevet betydeligt bedre. En kontrol senere på ugen vil give vished, om det bliver aktuelt at tage tilbage til VM, skrev han.

Det gør hamrende ondt

I forbindelse med den første melding om to brækkede ribben sagde overlæge med speciale i lungekirugi, Mark Krasnik til Ritzau:

- Når man har brækket to ribben, så gør det pisse hamrende ondt, og det gør det i lang tid. Jeg plejer at sige til folk, at der går tre måneder, før de ikke mærker det mere.

Der er samtidig ikke meget at gøre for Kvist, når det kommer til behandling. Ribbenene skal have ro til at vokse sammen af sig selv.

- Behandlingen er ren smerteafdækning for at gøre folk smertefri. Det vigtigste er, at patienten kan trække vejret og trækker vejret dybt en gang imellem, siger Krasnik.

Danmarks næste kamp er den 21. juni mod Australien og vises på TV 2 og TV 2 Play. Kampen kan blandt andet ses på storskærm i Tivoli.