FIFA VM 2018

Stjerne kørt til scanning - England frygter for skade

Dele Alli skal have sit lår scannet, efter han muligvis har pådraget sig en lårskade i kampen mod Tunesien.

England var mandag tæt på nok engang at komme skuffende fra land ved en slutrunde.

Men takket være en scoring i dommerens tillægstid fra Harry Kane kunne englænderne alligevel smile til sidst og juble over en sejr på 2-1 over Tunesien i deres VM-åbning.

Dagen derpå er der så kommet en smule malurt i det engelske VM-bæger. Den offensive profil Dele Alli skal nemlig undersøges for en mulig lårskade, han angiveligt pådrog sig i kampen mod tuneserne.

- England er tilbage på træningsbanen efter sejren mod Tunesien. Dele Alli er taget til scanning for sit lårproblem, men han var fint gående hertil morgen, skriver BBC-reporter David Ornstein tirsdag på Twitter, der følger det engelske landshold tæt under VM-slutrunden.

En lårskade, der måske var skylden til, at Tottenham-spilleren langt fra fik sat sit indtryk på kampen mod afrikanerne.

Med ti minutter igen blev præstationen så også for meget for den engelske landstræner Gareth Southgate, der skiftede Alli ud med Ruben Loftus-Cheek.

- Han kunne godt mærke et lille problem før pausen, men han følte godt, han kunne spille videre. Jeg mente, at hans løb og den måde han pressede på stadig forvoldte modstanderen problemer, fortalte Gareth Southgate efter kampen ifølge Sky.

Samme holdning sad den tidligere fodboldspiller og nuværende ekspert på Viasat Jesper Grønkjær dog ikke med.

- Dele Alli ligner altså en der er skadet? Han kan ikke sprinte og strækker højre forlår ofte og kan ikke gå 100% i pres, skrev Jesper Grønkjær på Twitter mandag, da han så Dele Allis præsation mod Tunesien. 

Nu skal en scanning tirsdag så vise, om den tidligere danske lansholdsspiller får ret i, at det er en skade, der påvirker Dele Allis præstationer eller mangel på samme.

England er i gruppe med Belgien, Panama og gårsdagens modstandere fra Tunesien.

Den næste kamp for englænderne bliver mod Panama søndag den 24. juni. Kampen kan du se på TV 2 PLAY, der sender samtlige kampe fra slutrunden.