FIFA VM 2018

Tofts opfordring til DBU: Ansæt William Kvist

De første meldinger om Kvists tilstand er gode, selvom han har brækket et ribben og punkteret en lunge. Han kan spille en rolle under og efter VM.

William Kvist har måske spillet sin sidste landskamp, efter han brækkede et ribben og fik en lille punktering på den ene lunge i VM-premieren mod Peru.

Men William Kvist bør ikke være en færdig mand omkring landsholdet, mener TV 2 SPORTS fodboldkommentator Flemming Toft.

Tirsdag fortalte landstræner Åge Hareide til TV 2 SPORT, at Kvist kan få en rolle uden for banen under VM i Rusland. En rolle der bør fortsætte også efter slutrunden, lyder det fra Flemming Toft:

- Hvis Williams Kvists landsholdskarriere er forbi - og det synes sandsynligt - så opfordrer jeg DBU til at ansætte ham i staben omkring landsholdet som en slags co-assistent. Ikke med Jon Dahl Tomassons fodboldmæssige beføjelser, men som en slags mental støtte omkring spillerne og holdet.

- Kvist er meget afholdt, respekteret og supergod til at nurse og beskæftige sig med andre mennesker - i dette tilfælde holdkammeraterne. Han ved, hvad det handler om, når man er på og med landsholdet. Han har menneskelige egenskaber, som kombineret med hans fodboldviden og -rutine ville gøre gavn i landsholdsregi.

William Kvist var i gang med sin landskamp nummer 81, da Jefferson Farfan kom svævende med knæet først og mejede danskeren ned i en hovedstødsduel. Siden sin debut i 2007 har Kvist kæmpet sig op gennem hierarkiet på landsholdet, og i VM-truppen er han den spiller med flest landskampe på cv’et. Han er også en del af anførergruppen, der ud over Kvist tæller Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen.

- Både han selv, trænerstaben og holdkammeraterne håber, han kommer tilbage til Rusland - som en del af holdet, som mennesket og kammeraten William Kvist, siger Flemming Toft.

Efter sammenstødet med Farfan blev William Kvist kørt på hospitalet i Saransk. Derfra gik turen til Danmark mandag, hvor han er blevet undersøgt yderligere.

Efter sit besøg på Bispebjerg Hospital i København mandag aften skrev William Kvist på sin Facebook-profil, at der fortsat er nogle ting, der skal cleares, inden han ved, om han kommer tilbage til Rusland.

- Så er jeg udskrevet fra Bispebjerg. Lægerne her melder et sikkert brækket ribben, som sidder fint, samt et lille pneumothorax (en lille punktering af den ene lunge, red.) øverst på venstre side, som i løbet af kort tid efr blevet betydeligt bedre. En kontrol senere på ugen vil give vished, om det bliver aktuelt at tage tilbage til VM, skrev han.

Danmark spiller den første kamp uden William Kvist torsdag klokken 14 mod Australien.

Kampen vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.