VM fodbold

29 gange har Danmark scoret ved et VM, men én ting har alle mål til fælles

29 forskellige gange har Danmark scoret ved et VM. Målene er faldet på hovedstød, med højre fod og venstre fod, men én ting har de alle til fælles.

En lille kugle, der passerer en kridtstreg. I al sin enkelthed er det det, fodbold handler om. Mål.

Når sådan et falder til et VM, udløser det som regel lidt ekstra glæde. 29 gange er det sket for Danmark. Og temmelig besynderligt er det, at samtlige danske mål ved fodboldens mest prestigefyldte turnering er faldet inden for straffesparksfeltet. Altså ingen langskud eller mål på direkte frispark. Til trods for, at der gennem tiden har været habile skytter på de danske mandskaber.

Herunder kan du se, hvorfra alle de danske mål er scoret.

Kan du heller ikke lige huske dem alle sammen? Det tænkte vi nok. Så nu kan du i ro og mag se eller gense alle scoringerne slutrunde for slutrunde. Fra Elkjærs scoring mod Skotland i 1986 til Eriksens elegante flugter mod Australien.

1986: VM i Mexico

Danmarks legendariske 86'er-hold er til dags dato stadig det mest målproducerende, danske mandskab til en VM-slutrunde. Ti mål i fire kampe blev det til. Preben Elkjær stod for fire af dem.

VM 1986. Video: Anders Masannek Jørgensen

1998: VM i Frankrig

 Slutrunden i Frankrig startede egentlig trægt for det danske mandskab, der uimponerende sneg sig videre fra gruppespillet med fire point. Men så eksploderede det hele i to fornemme præstationer mod først Nigeria (4-1) og siden Brasilien (2-3). Kvartfinalen blev endestationen for den til dato bedste danske VM-præstation.

VM 1998. Video: Anders Masannek Jørgensen

2002: VM i Japan og Sydkorea

Ikke siden Preben Elkjær i 1986 har Danmark haft en så flittig målscorer ved et VM som Jon Dahl Tomasson. Han var utroligt skarp og nettede hele fire af i alt fem danske mål. Danmark gik videre fra gruppespillet, men blev slået ud af England (0-3) i ottendedelsfinalen.

VM 2002. Video: Anders Masannek Jørgensen

2010: VM i Sydafrika

 For første gang i Danmarks VM-historie klarede holdet sig ikke videre fra gruppespillet. Et skadesplaget dansk mandskab blev i sidste og afgørende gruppekamp slået af Japan, og dermed gik turen hjem fra Sydafrika.

VM 2010. Video: Anders Masannek Jørgensen

2018: VM i Rusland

Danmarks femte VM-slutrunde, og den altoverskyggende stjerne er Christian Eriksen, der fik VM-debut i Sydafrika for otte år siden. Nu er han holdets omdrejningspunkt, og han har da også haft en afgørende fod med i begge danske mål indtil videre.

VM 2018. Video: Anders Masannek Jørgensen

HUSK AT DU KAN SE ALLE KAMPE FRA VM PÅ TV 2 PLAY.