Fodbold

Som 6-årig gav Lukaku sin mor et løfte, da hun blandede vand i mælken

Romelu Lukaku fortæller hudløst ærligt om sit liv og alt det, han er gået igennem for at nå til tops.

Hans mor står foran køleskabet i det lille hjem i Belgien. Det syn, og det øjeblik, glemmer han aldrig.

Hendes ansigt fortæller det hele. Lille 6-årige Romelu Lukaku og resten af hans familie har ikke flere penge tilbage. De er fallit.

- Hun blandede vand i mælken. Vi havde ikke nok penge til resten af ugen. Vi var ruineret. Ikke bare fattige, men ruineret. Jeg vidste godt, vi kæmpede med tingene, men da hun blandede vand i mælken, vidste jeg, det var forbi. Forstår du, hvad jeg mener? Det var vores liv.

Sådan indleder den belgiske angriber Romelu Lukaku 19 år senere en barsk og hudløst ærlig fortælling på 'The Players Tribune', som er atleternes talerør. Her har Caroline Wozniacki også tidligere skrevet 'et brev til sit yngre jeg'.

TV'et forsvandt som det første

I Belgien har Lukaku de seneste år været en af landets fodboldhelte, og han har været en afgørende spiller på landsholdet. En skærende kontrast til en barndom og opvækst, hvor han havde oddsene imod sig.

Når den dengang 6-årige Lukaku kom hjem fra skolen i en frokostpause, var der en simpel menu klar. Brød og mælk. Sådan var menuen hver dag. Men det var den dag, hans mor for første gang blandede mælken op med vand, Lukaku besluttede at jagte den ultimative drøm.

- Jeg sagde ikke et ord. Jeg ville ikke stresse hende. Jeg spiste bare min frokost, men jeg svor til gud. Jeg lovede mig selv noget den dag. Det var som om, at nogen slog mig over fingrene og vækkede mig. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg havde tænkt mig at gøre.

Efterfølgende var kabel-TV'et det første, der forsvandt. Det betød også, der ikke længere var fodbold på skærmen i det lille hjem. Derefter forsvandt også elektriciteten i flere uger, og til sidst var det så det varme vand, der var væk. Lille Lukaku holdt sit løfte for sig selv i et stykke tid, inden han så lovede sin mor, at han en dag ville spille for den belgiske klub Anderlecht.

Jeg havde allerede tænkt mig at dræbe ham, men nu kommer jeg til at ødelægge ham. Du kommer til at køre en grædende dreng hjem

Romelu Lukaku, da en af modstandernes forælder bad om at se ID

Hun skulle ikke bekymre sig mere, og han ville underskrive en kontrakt på sin 16-års fødselsdag. Det var løftet. Senere skulle det vise sig, at netop dét løfte blev indfriet "11 dage for sent".

De andre forældre bad om at se Lukakus ID

Efterhånden som Romelu Lukaku blev ældre, måtte han også forholde sig til andre ting end fattigdom. Omgivelserne begyndte at stille spørgsmålstegn ved den fodboldglade dreng - nærmere bestemt hans alder.

Han var født i den belgiske by Antwerp, men forældrene var fra Congo. Som 11-årig spillede han for Lièrses ungdomshold. Her oplevede han for første gang, at alderen for alvor blev et tema. En forælder til en af børnene på modstanderholdet prøvede at forhindre ham i at gå på banen, indtil han havde set Lukakus ID.

Forælderen mente, han så meget ældre ud, end han var, og så undrede det ham, hvor han var fra: "Hvor jeg er fra? Hvad? Jeg var født i Antwerp. Jeg er fra Belgien," tænkte Lukaku inde i sig selv.

Hans forældre var ikke til stede, fordi de ikke havde råd til en bil, så de kunne køre med til udekampe. Lukaku måtte klare sig selv, hente sit ID og vise det til modstandernes forældre. Det blev flittigt delt rundt, så alle kunne notere sig, at drengen kun var 11 år gammel. Samtidig strømmede blodet hurtigere og hurtigere gennem hans krop:

- Jeg tænkte: "Åh, jeg kommer til at dræbe din søn endnu mere nu. Jeg havde allerede tænkt mig at dræbe ham, men nu kommer jeg til at ødelægge ham. Du kommer til at køre en grædende dreng hjem.

Den sidste samtale med hans morfar

Lukaku ville være den bedste nogensinde i den belgiske fodboldhistorie, men han havde oddsene imod sig. Situationer, som den med ID'et, var med til at forbedre ham. Han spillede på vreden, mens de andre forældre fortsat skulede til ham. Han var på en mission, og som 12-årig scorede han 76 mål i 34 kampe.

Det foregik i hans fars gamle sko, som han efterhånden kunne passe, desto ældre han blev. Men det var også i den periode, at en stor del af ham blev revet væk. Hans morfar, en af de vigtigste personer i hans liv, der også var hans forbindelse hjem til Congo, hvor Lukakus forældre var fra.

Morfaren ringede en dag og spurgte, om Lukaku ville love at passe på hans datter. Selv forstod den lille dreng ikke, hvad meningen med samtalen var, men selvfølgelig ville han passe på sin mor. Fem dage senere døde morfaren, så han nåede ikke at opleve det første store højdepunkt i karrieren fire år senere.

10 år senere indfriede han sit løfte

Den dag, Lukaku så sin mor blande mælken med vand, lovede han nemlig, at han på sin 16-års fødselsdag ville få debut som professionel fodboldspiller. Han underskrev da også sin kontrakt, men første kamp kom "11 dage for sent" i forhold til løftet. Den 24. maj 2009 debuterede han således i den belgiske playoff-finale for Anderlecht.

Indkaldelsen fik han aftenen før. Hans kammerater kimede ham ned, da de pludselig så ham gå ud af spillerbussen den efterfølgende dag, og selvom Anderlecht tabte finalen, var Lukaku allerede i himlen. Han havde trods den lille forsinkelse opfyldt sit løfte for sin mor og morfar. Hun skulle ikke længere leve i fattigdom, og han skulle nok tage sig af sin morfars datter.

Siden tog karrieren fart for Romelu Lukaku. Specielt i England fik fodboldverdenen for alvor øjnene op for ham, hvor han siden repræsenterede Chelsea, West Bromwich, Everton og nu Manchester United. Men gennem de mange år frem til i dag har han stadig mærket omverdenen kigge skævt til ham ind i mellem.

Når det gik godt, var han den belgiske angriber Romelu Lukaku. Når det gik skidt, var han den belgiske angriber Romelu Lukaku med congolesisk afstamning.

- Det er fint. De personer var ikke sammen med mig, da jeg hældte vand over mine cornflakes. Hvis du ikke var tæt på mig, da jeg intet havde, så kan du heller ikke rigtig forstå mig.

I 2014 var han med til sin første VM-slutrunde for Belgien, og i den seneste årrække har han været en dominerende faktor på klub- og landshold.

Hvis du vil læse hele fortællingen på engelsk, skrevet og fortalt af Romelu Lukaku selv, kan du finde den via linket her på The Players Tribune.