FIFA VM 2018

Åge Hareide til spillerne efter uafgjort: - I skal ikke være skuffede

Den danske landstræner var ikke umiddelbart utilfreds med det danske 1-1-resultat mod Australien.

Danmark måtte nøjes med uafgjort i den anden kamp ved VM, da det torsdag eftermiddag blev til uafgjort og 1-1 mod Australien.

Det danske landshold fik ellers en fremragende start på opgøret, da Christian Eriksen efter bare 7 minutter sendte Danmark på 1-0. Alligevel måtte Åge Hareides tropper nøjes med et enkelt point, da de 90 minutter var spillet i russiske Samara.

- Det er svært at vurdere, hvor glade man skal være, eller hvor skuffet man skal være, før Peru og Frankrig har spillet.Men jeg har sagt til drengene, at de ikke skal være alt for skuffede over uafgjort, lød landstræner Åge Hareides vurdering til TV 2 SPORT umiddelbart efter kampen.

Før den kamp har Frankrig tre point, mens Peru er uden point efter nederlag til Danmark i åbningskampen.

Uanset hvad, har danskerne VM-skæbnen i egne hænder.

- Det bliver en vigtig kamp i Moskva mod Frankrig. Vi må arbejde med os selv frem mod den kamp, VM er tæt og hårdt for alle, fortæller Åge Hareide til TV 2 SPORT 

- Efter en god start, synes jeg, vi virker lidt slidt i løbet af kampen. Vi møder et hold, der kæmper godt. Vi vidste, at det ville blive hårdt og tæt. De klarede det godt mod Frankrig, og de klarede det godt mod os. 

Med dagens uafgjorte resultat kom Australien på VM-tavlen med et point.

Et point, australierne fik tilkæmpet sig på en situation efter det omdiskuterede videosystem VAR kom i brug, og kampens dommer tilkendte australierne et straffespark efter at have set situationen igennem på video.

- Jeg har sagt, hvad jeg synes, om VAR. Det tager lidt af charmen i fodbolden. Men Yussuf bliver skubbet lidt, og bolden rammer hånden, og så sidder der nogle i Moskva og dømmer. Men det er jo lige for alle, lød Åge Hareides vurdering af situationen omkring den australske scoring.

Danmarks næste kamp er den 26. juni klokken 16 mod Frankrig. Kampen kan ses på TV 2 PLAY.