VM fodbold

Colombiansk politi undersøger dødstrusler mod udvist VM-spiller

Colombianske Carlos Sánchez har modtaget dødstrusler, efter han fik et tidligt rødt kort i kampen mod Japan.

- Hvis Andrés Escobar blev dræbt for at score et selvmål, skulle Carlos Sánchez myrdes, og hans døde krop pisses på.

Det sociale medie Twitter flød over med truende beskeder som ovenstående efter Colombias nederlag til Japan, hvor Carlos Sánchez blev udvist efter tre minutter.

Paraden af truende tweets blev startet af en bruger, der delte et billede af Andrés Escobar, som blev skudt ned få dage, efter han scorede et selvmål for det colombianske landshold ved VM i 1994. 

Dødstruslerne får nu det colombianske politi til at tage affære ifølge The Guardian. Politiet har indledt en undersøgelse af de mange dødstrusler, der florerede på nettet efter Colombias VM-nederlag.

Nyheden er blevet bekræftet af den colombianske radiostation Blu Radio, der beretter, at der er nedsat en taskforce med speciale i cyberkriminalitet til at varetage opgaven.

32-årige Carlos Sánchez, der har spillet 80 landskampe, blev vist ud allerede efter tre minutter, og Colombia måtte derfor spille resten af kampen i undertal. Shinji Kagawa åbnede målscoringen på straffespark og i sidste ende vandt Japan 2-1.

Det røde kort betyder, at Sánchez misser det colombianske landsholds næste VM-kamp, som er mod Polen søndag klokken 20. Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.