FIFA VM 2018

Dommerekspert: - Det står 2-0 til VAR mod Danmark

Den tidligere topdommer mener, at straffesparket mod Danmark teknisk set godt kunne dømmes.

Irritationerne var til at se og høre hos det danske fodboldlandshold efter de spillede 1-1 mod Australien.

Specielt måden, som Australien fik straffespark på i slutningen af første halvleg, var et irritationsmoment. Ligesom i Danmarks første VM-kamp skete det først efter, dommeren havde kigget episoden igennem via VAR - Video Assistant Referee.

Her vurderede dommeren, at Yussuf Poulsen havde hånd på bolden, da han hoppede op i en duel med en australier. Den tidligere topdommer og ekspert under VM for TV 2 SPORT, Kenn Hansen, mener, at den godt kan forsvares.

- Ja, teknisk set kan den godt. Armen er helt uden for kroppen, men det er en rigtig 'La Liga-kendelse' (kendelser i den spanske liga, red.), for der er de vilde med de straffespark med de høje arme. Jeg synes, det er lidt ærgerligt.

- Et af kritikpunkterne ved VAR er, at vi får nogle straffespark, som ikke normalt ville blive dømt. Jeg synes, VAR gør præcis, hvad den skal. Dommeren får mulighed for at vurdere noget, der er umuligt i realtime. Så på den måde, synes jeg egentlig, systemet fungerer. At der så står 2-0 til VAR mod Danmark, gør, at det måske er tungt at bære. For der er teknisk set intet at udsætte på dette straffespark, siger han til TV 2 SPORT.

Et løft for retfærdigheden

TV 2 SPORTs fodboldekspert Troels Bech er enig i, at det netop er, fordi kendelserne er gået imod Danmark, at det føles uretfærdigt.

- Vi havde jublet over VAR-systemet, hvis det var Danmark, der havde fået straffesparket. Jeg synes, det er et løft for retfærdigheden, men selvfølgelig er der er en pris. Jeg er ikke utilfreds, siger Bech, der til daglig er sportsdirektør i Brøndby IF.

De danske spillere følte sig selv snydt for et straffespark, da Andreas Cornelius senere i kampen blev revet i trøjen i det australske felt. Her blev episoden ikke set igennem. Noget, der glæder Kenn Hansen.

- Jeg er personligt glad for, at man ikke kigger på samtlige kontakter i feltet. For det ville blive en frygtelig Pandoras æske af 27 straffespark i hver kamp. Jeg synes, de har lagt en fornuftig linje, selvom der indiskutabelt er en holden i trøjen. Den kan man finde rigtig mange af i hver kamp. Så den synes jeg, de løste anstændigt.

- Det vil ikke være i nogens interesse, hvis man gik ind i hver kamp og kiggede på de mindste forseelser.

Yussuf Poulsen fik et gult kort for at begå straffesparket, og da han også fik et i Danmarks første kamp, har han karantæne i sidste gruppekamp mod Frankrig.

Den spilles den 26. juni klokken 16 og kan ses på TV 2 PLAY.