FIFA VM 2018

Eksperter: Derfor skal du lade dine medarbejdere se fodbold

Flere danske virksomheder tillader medarbejderne at se VM-kampen Danmark-Australien, mens andre må spejde langt efter VM-bold i arbejdstiden.

Når det danske fodboldlandshold torsdag klokken 14 løber på banen i Samara Arena i Rusland, vil en lang række fodboldglade danskere følge med på tv-skærmene.

Men et spilletidspunkt midt om eftermiddagen gør, at mange danskere på arbejde ikke vil kunne se Christian Eriksen og co. i kamp for yderligere tre VM-point imod Australien.

Det findes der imidlertid råd for.

Det mener Flemming Poulfeldt, der er professor i strategi og ledelse ved Copenhagen Business School.

Skaber en fest

Han anbefaler ligefrem arbejdsgiverne at lade sine medarbejdere se to timers direkte VM-bold fra Rusland torsdag eftermiddag - såfremt der generelt er interesse for fodbold i virksomheden.

- Arbejdsgiverne bør give medarbejderne en timeout i et par timer, så de kan følge med i Danmarks VM-kamp mod Australien. De kan med fordel lave en event ud af begivenheden og skabe en fest, for det er bedre, at man som virksomhed ser VM-kampen sammen, i stedet for at folk ser det i det skjulte på deres kontorer, siger Flemming Poulfeldt.

Vi vil gerne høre din mening - er det i orden at se VM fodbold i arbejdstiden, når Danmark spiller? Afgiv din stemme her.

Afstemning

Er det i orden at se VM-fodbold i arbejdstiden, når Danmark spiller?

Det synspunkt er Michael Peter Møller Lee, der er partner ved Implement Consulting Group, som rådgiver virksomheder inden for ledelse og organisationsudvikling, umiddelbart enig i.

- Danmarks VM-kamp mod Australien giver ledere mulighed for at eksemplificere den kultur, som man gerne vil have på arbejdspladsen. Medbestemmelse og frihed driver ansvar blandt medarbejdere, så hvis man som leder gerne vil skabe dette, giver det rigtig god mening at tænde for tv-skærmen torsdag eftermiddag, selvom det er i arbejdstiden, siger Michael Peter Møller Lee og fortsætter:

- Det vil nemlig skabe mere engagement og energi på arbejdspladsen.

VM-bold giver motiverede medarbejdere

Flemming Poulfeldt er ikke bekymret for det økonomiske aspekt i de tabte arbejdstimer på arbejdspladsen, for ifølge professoren findes der flere gode argumenter for, at medarbejderne får et frirum, imens Danmark spiller fodbold under VM.

- Som leder skal man passe på, at man ikke går i for små sko, og en gang imellem skal man turde at gøre noget anderledes. Medarbejderne skal nok få indhentet de tabte arbejdstimer i den sidste ende, for engagerede medarbejdere er også mere produktive i længden, slår Flemming Poulfeldt fast og uddyber:

- I dag er ledere meget fokuserede på at opfylde virksomhedens klare mål og kpi'er. Det bliver ofte et ræs, hvor ledere kan have tendens til at miste overblikket i stedet for at sikre, at medarbejderne er motiverede. Hvis man som leder en gang imellem bakker op om de ansattes ønsker, som eksempelvis at se VM i fodbold i arbejdstiden, så vil man få toptunede medarbejdere i sidste ende, siger Flemming Poulfeldt.

Oticon: - Sammenholdet styrkes

Flere danske arbejdspladser bakker op om at se VM i fodbold i arbejdstiden.

Hos høreapparatproducenten Oticon i Smørum på Sjælland har man valgt at opstille en storskærm, så virksomhedens fodboldinteresserede medarbejdere kan følge landstræner Åge Hareides 11 udvalgte spillere.

Personaledirektør Mads Kamp forklarer beslutningen over for TV 2:

- Med hovedkontor i Danmark, så interesserer vi os naturligvis meget for Danmarks VM-fodboldkampe. Vi ser det som en god mulighed for at skabe et socialt arrangement, hvor vi samles og hepper på fodboldlandsholdet. Vi tror på, at eventen kan styrke sammenholdet og skabe positive oplevelser blandt vores medarbejdere.

Samtlige af firmaets 1200 medarbejdere er inviteret til begivenheden, og HR-direktøren ser intet problem i at allokere en del af medarbejdernes tid til VM-fodbold.

- Vi kan slet ikke se nogen problemer i arrangementet, for vi stoler på, at vi har medarbejdere, der selv kan prioritere deres tid og i øvrigt er fleksible, så arbejdsopgaverne bliver udført på et andet tidspunkt, siger Mads Kamp.

Ingen VM-bold i arbejdstiden i Jysk

Men hos møbelkæden Jysk er tonen en anden.

Her har man som medarbejder ikke mulighed for en fælles VM-fest, da ledelsen har valgt at forbyde medarbejderne at se VM-fodbold i arbejdstiden, forklarer Martin Møller Aamand, der er kommunikationsmedarbejder hos Jysk.

- Vi synes, det sender et forkert signal, hvis man ser fodbold i arbejdstiden. Medarbejderne i vores mere end 100 butikker landet over har ikke mulighed for at se fodbold, og derfor skal vi heller ikke her på hovedkontoret i Brabrand følge med på skærmen.

- Vi er købmænd, og vores primære opgave er at give kunderne en god oplevelse i butikkerne. Når det så er sagt, så holder vi selvfølgelig med Danmark og håber, de vinder, så der kommer flere kampe med Danmark til VM, som sendes uden for vores åbningstider, siger Martin Møller Aamand.

Han forklarer, at der ikke har været nogen negative reaktioner fra medarbejderne på ledelsens beslutning.

Medarbejderne i Jysk har dog et lille frirum til at følge Danmark-Australien i morgen.

- Hvad folk bruger deres spisepause til, det blander vi os selvfølgelig ikke i. Så hvis vores medarbejdere vil se en lille del af kampen på deres mobil i en pause, er det intet problem, slår kommunikationsmedarbejderen fast.