Eriksens drømmestart VAR ikke nok - videodom kostede dansk sejr

Danmark fik en sublim start på anden gruppekamp mod Australien, da Christian Eriksen scorede efter syv minutter, men til sidst måtte vi nøjes med 1-1.

VAR der virkelig straffespark? Kampens spanske dommer, Antonio Mateu Lahoz, var ikke i tvivl. For anden kamp i træk fik Danmark en videodom imod sig, og igen var det Yussuf Yurary Poulsen, der begik forseelsen, da han havde hånd på bolden.

En halv time forinden havde Danmark ellers fået en drømmestart på kampen. Nicolai Jørgensen lagde elegant bolden af til Christian Eriksen, og så bragede den danske superstjerne ellers bolden ind i det australske mål.

Én scoring til hvert hold blev dog kampens eneste. Dermed sluttede det hele uafgjort, og resultatet betyder, at Danmark lægger sig i front af gruppe C med fire point foran Frankrig, der har tre point. Australien fik sit første point, mens Frankrig og Peru, der begge har spillet en kamp færre, mødes klokken 17.

Danmark 1-1 Australien

  • 7': 1-0, Christian Eriksen
  • 38': 1-1, Mile Jedinak (straffespark)
  • Gule kort: 37': Yussuf Yurary Poulsen, 84': Pione Sisto
  • Antal tilskuere: 40.727 på Samara Arena

Kampens spiller

Andreas 'AC' Christensen. Du kan smide en bombe ved siden af ham, og han vil stadig bevare roen. Han spillede sig godt ud af de pressede situationer, og han var stærk i de defensive aktioner, lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Kenneth Emil Petersen.

Lyn-analyse

20-25 gode danske minutter til at starte med. Vi kommer blæsende ud og truer konstant deres bagrum med løb. Derefter går gassen af ballonen, og vi får svært ved at komme igennem Australien, der konstant lurer på omstillinger. Et fortjent point, men man sidder med en følelse af, at vi burde have fået mere ud af den her kamp. Omvendt må Australien også ærgre sig. De havde chancerne. 

Kampens detalje

For anden kamp i træk spillede VAR-systemet (Video Assistant Referee, red.) en afgørende rolle i Danmarks kamp ved VM. Kampens spanske dommer valgte at tildele Australien et straffespark, da han mente, Yussuf Yurary Poulsen ulovligt havde hånd på bolden i eget felt. I modsætning til kampen mod Peru kunne Kasper Schmeichel ikke forhindre, at Mile Jedinak sparkede bolden i mål.

Sådan forløb kampen

Af Mikkel Asferg, TV 2 SPORT i Samara

Lasse Schöne er den eneste nye mand i startopstillingen, da Danmark går ind på Cosmos Arena til den anden VM-gruppekamp. Han erstatter som ventet ribbenskadede William Kvist, ligesom det skete mod Peru.

Schöne og de andre 21 spillere kommer stille og roligt fra start. Et par dødbolde til Danmark og én til Australien fører ikke til noget nævneværdigt, men det skønne ved en tilbageholden start er, at tingene hurtigt kan forandre sig.

Det sker, da en bold i brysthøjde kommer op mod det australske felt i kampens syvende minut. Christian Eriksen når den lige akkurat ikke, og derfor stryger kuglen videre til Nicolai Jørgensen. Med først en tæmning og derefter en aflevering i luften tipper han den på tværs til Eriksen.

Bang!

1-0 til Danmark Video: Magnus Stig Christensen

Eriksen kanonerer kuglen i med sin venstre fod. Helt op under overliggeren. Uden en chance for Mathew Ryan, der spræller forgæves mellem stolperne. 1-0 til Danmark, der får det ene hjørne af stadion til at sejle op og ned ad den berømte å. Kort efter skvulper bølgen hele vejen rundt i arenaen, der er bygget til VM 2018.

Jørgensen tæt på

Australien, der nu har lukket mål ind i 12 VM-kampe på stribe, kan selvsagt ikke bruge endnu et nederlag til noget. Set i det lys står Socceroos overraskende langt tilbage på banen, når Danmark har bolden. Australierne har masser af tålmodighed. De lader Danmark være i boldbesiddelse og satser tydeligt på kontraangreb.

Det øger kravene til det danske opspil, hvor den normalt så pasningssikre og offensivt orienterede Lasse Schöne sædvanligvis er en gevinst i den disciplin. Efter 24 minutter sender Schöne en flad bold frem i banen. Et par hurtige, gode kombinationer giver Dalsgaard masser af tid til at slå et godt indlæg fra højre side. Jørgensen stormer frem i feltet. Kommer først til bolden. Men header lige forbi stolpen.

God dansk mulighed. Video: Anders Masannek Jørgensen

Øjeblikket senere er selvsamme Nicolai Jørgensen lige ved at spille Yussuf Poulsen helt fri i feltet med en hælaflevering.

VAR-straffespark

Det danske hold virker i kontrol. De danske tilskuere står for den største del af stemningen i Samara, og alligevel kommer australierne ind i kampen takket være danske boldtab.

En halv time inde i første halvleg dribler Mathew Leckie på højrekanten. Robbie Kruse trækker fri i feltet, men gudskelov for Danmark kommer Andreas Christensen stormende frem og blokerer afslutningen.

Men australierne fortsætter. En håndfuld minutter senere kommer endnu et indlæg fra højre side. Denne gang en høj bold, som Yussuf Poulsen hopper op for at heade væk. Han taber hovedstødsduellen. Armene flagrer. Bolden rammer hans arm. Og spillet fortsætter.

Dommeren kan nemlig ikke se situationen igennem, før bolden er ude af spil – og da den først er det, og han sætter videosystemet VAR i gang, tager det ham ikke lang tid at dømme straffespark. Yussuf Poulsen får tilmed gult kort og har dermed karantæne mod Frankrig i den sidste gruppekamp.

For anden kamp i træk begår Poulsen straffe. For anden kamp i træk får Australien et straffe serveret, fordi der er hånd på bolden. For anden kamp i træk skal Mile Jedinak eksekvere. Og for anden kamp i træk udligner han. 1-1.

1-1 Video: Magnus Stig Christensen

Kaptajnens afslutning er placeret i det nederste højre hjørne af målet. Schmeichel kaster sig til den anden side uden chance for at redde afslutningen. Det sætter virkelig gang i de australske tilskuere, og for første gang kan man tydeligt høre, at der er 10-12 gange flere australiere, end der er danskere til dagens kamp.

Trods det australske overtag, både på og uden for banen, er det Danmark, der kommer til halvlegens sidste chance. Et frispark fra Christian Eriksen er tæt på at blive sendt i eget net af Trent Sainsbury, men denne gang når Mathew Ryan at gribe ind. Bogstaveligt talt.

Danmark under pres

I modsætning til første halvleg indleder holdene anden halvleg i et forrygende tempo. Spillet bølger frem og tilbage, så de 40.727 tilskuere uundgåeligt bliver revet med. I den australske ende misforstår Jørgensen og Sisto hinanden på kanten af feltet, mens Stryger header et farligt indlæg væk for fødderne af Mathew Leckie, der er blandt Australiens bedste.

Efter en time bliver Martin Braithwaite sendt på banen i stedet for Yussuf Poulsen, der alt i alt har arbejdet mere defensivt end offensivt. Med Braithwaites fart på højre kant styrkes Danmarks omstillingsmuligheder, og de bør komme. Efter Australiens nederlag til Frankrig i den første kamp er uafgjort ikke videre brugbart, og derfor presser de grønklædte på for endnu en scoring. Til stor begejstring på tribunerne, i øvrigt.

Australien tager mest initiativ, og Danmark har svært ved at få spillet til at fungere. Når bolden endelig er på danske fødder kniber det med at finde en medspiller i en interessant position – hvad australierne til gengæld formår gang på gang.

Fra sidelinjen forsøger Åge Hareide at vende kampen med endnu en udskiftning. Andreas Cornelius sendes ind i angrebet i stedet for Nicolai Jørgensen. Trods ’Corners’ styrke er det Australien, der kommer til de største muligheder. Aaron Mooy tordner et langskud lige over mål, mens et langskud fra Sisto ikke har helt samme pondus i den anden ende af banen med små 20 minutter tilbage af kampen.

God dansk chance. Video: Anders Masannek Jørgensen

Australien skifter også. Først frivilligt – Arznai for Kruse – og derefter nødtvunget, da Nabbout slår sin skulder og må erstattes af Juric.

Forkrampet og frustrerende

Efterhånden som minutterne går, bliver luften tyk af frustrationer i Samara. Det danske spil virker forkrampet på den sidste tredjedel af banen, mens de australske anstrengelser stadig ikke fører til nogle 100 procent-chancer.

Danmark har ikke siden VM i 1986 vundet både den første og den anden kamp ved et VM. Australien har aldrig vundet den anden gruppekamp. 1-1 virker som det uundgåelige resultat – et resultat, der måske kan sende Danmark videre, men også et resultat der kan vise sig ubrugeligt.

Bert van Marwijk forsøger sig med en sidst udskiftning. Irvine kommer ind i stedet for Rogic, og netop Irvine er med i opstillet til en stor chance kort før tid. Først afslutter Arzani hårdt på Schmeichel, hvorefter Irvine sender bolden tilbage i feltet. Leckie flugter mod mål, så Schmeichel må ud i fuld længde for at gribe bolden oppe under overliggeren.

Som i første halvleg får Danmark den sidste afslutning trods det australske pres. Først dumper en løs bold ned for fødderne af Christian Eriksen på kanten af feltet. Han afslutter med favoritfoden, den højre, men symptomatisk for Danmarks anden halvleg rammer han ikke bolden særlig godt.

I overtiden får Martin Braithwaite også muligheden, da et hjørnespark lander bagerst i feltet. Afslutningen med venstre ben er dog også ufarlig.

Derfor ender opgøret 1-1.