FIFA VM 2018

Fransk teenager giver hjælpende hånd til Danmark

Kylian Mbappé sparkede Frankrig videre ved VM og sikrede samtidig en hjælpende hånd til Danmark. Peru kan nu ikke nå videre ved verdensmesterskaberne.

Frankrig 1-0 Peru

  • 1-0: Kylian Mbappé (34')
  • Gule kort: Blaise Matuidi  (16'), Paolo Guerrero (23'), Pedro Jesus Aquino Sanchez (81'), Paul Pogba (86')
  • Dommer: Mohammed Abdulla Hassan (Forenede Arabiske Emirater)
  • Tilskuere: 32.789.

Med en fransk sejr på 1-0 over Peru kan det danske landshold nu nøjes med et enkelt point i den sidste gruppekamp mod netop Frankrig for at gå videre ved VM.

Det var den talentfulde franske teenager Kylian Mbappé, der bragte franskmændende i front efter 34 minutter.

En afslutning fra Olivier Giroud blev blokeret og røg i en blød bue over målmanden, og så var det ellers en formsag for 19-årige Mbappé at prikke bolden det sidste stykke ind over stregen.

Med sejren topper Frankrig VM's gruppe C med maksimumpoint og er sikker på avancement, mens Peru nu ikke længere kan nå videre. Danmark indtager andenpladsen med fire point, mens Australien står noteret for et.

Sådan forløb kampen

I kampens indledning var det Peru, der greb initiativet.

Det høje tempo og de hurtige sydamerikanere, der voldte Danmark store problemer for fem dage siden, lignede i opgørets indledning også nogle, der kunne give de franske favoritter panderynker.

Den første store mulighed fik Peru da også efter godt en halv times spil. Men selvom det var alletiders topscorer for landsholdet, Paolo Guerrero, der fik chancen foran mål, så kunne han ikke sende bolden forbi Hugo Lloris.

Fire minutter senere viste franskmændene så klassen.

En omstilling havnede i skoene på Antoine Griezmann, der smart spillede chancen større ved at skubbe bolden til siden og til holdkammeraten Olivier Giroud på kanten af feltet.

Den franske angriber fik blokeret sit skud, der dog strøg i en heldig blød bue henover en fremadstormende Pedro Gallese i Peru-målet, og så kunne Kylian Mbappé score et af karrierens letteste mål og prikke bolden det sidste stykke ind i målet.

19-årige Mbappé blev den første teenager nogensinde til at score ved et VM for Frankrig.

Med 1-0 vidste Peru godt, at de var tvunget i offensiven i anden halvleg, hvis ikke det skulle ende med et VM-exit.

Sydamerikanerne kom da også fint ud til de sidste 45 minutter. Efter bare fem minutters spil af anden halvleg er Pedro Jesus Aquino Sanchez bare en stolpe fra at udligne, da han med et fantastisk langskud sender læderet på ydersiden af stolpen. En bold, der hvis den havde været indenfor rammen, med garanti var strøget i mål hos en chanceløs Hugo Lloris.

Men hvis man ser bort fra det farlige langskud, så havde Peru meget svært ved at veksle spilovertaget i anden halvleg til de store chancer. Det skyldes særligt et fremragende fransk midterforsvar med Raphael Varane og Samuel Umiti, der gang på gang ragede kastanjerne ud af ilden for 'Les Bleus'. 

På trods af en stor offensiv investering i slutningen fra sydamerikanerne, så lykkedes det ikke for Peru at få udligningen i kassen.

Dermed kan peruvianerne nu ikke længere nå videre ved VM. Frankrig er med sejren til gengæld sikre på avancement.

Danmark og Australien kæmper om den sidste plads videre fra gruppen i sidste spillerunde.

Her møder Danmark franskmændene, mens Australien møder Peru. Begge kampe spilles den 26. juni klokken 16 og kan ses på TV 2 PLAY.

Du kan blive klogere på alle scenarierne for dansk avancement lige her