Målene hagler ind på Australien det sidste kvarter

Australien scorede flest mål i den asiatiske kvalifikation, men havde defensive problemer til sidst i kampene. Også mod Frankrig var den gal.

Se Danmarks VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

I det 81. minut af Australiens VM-åbningskamp mod Frankrig måtte Mathew Ryan kigge langt efter bolden. Paul Pogba fik via Aziz Behichs fod sendt læderkuglen over den australske målmand og i mål til fransk sejr.

Australien indkasserede dermed et mål i det sidste kvarter af kampen, og det er ikke noget nyt fænomen for fodboldlandsholdet, der er kendt under navnet 'Socceroos'.

I australiernes 22 kvalifikationskampe til VM i Rusland inklusive playoffkampene mod Syrien og Honduras lukkede de 18 mål ind, og halvdelen af målene blev indkasseret fra det 76. minut og frem.

Tendensen med sene mål imod fortsatte efter kvalifikationen. I de fire testkampe forud for VM slap holdet mål ind i de sidste 15 minutter mod både Norge og Ungarn.

Mest scorende hold

Australien var derimod det mest scorende hold i den asiatiske VM-kvalifikation. Inklusive de i alt seks playoffmål mod Syrien og Honduras scorede de australske spillere 51 gange.

Den rutinerede målræv og stjerne Tim Cahill blev med 11 mål topscorer for australierne i kvalifikationen til VM. Ser man på antallet af spillede minutter, scorede Cahill 1,2 mål for hver gang, han spillede 90 minutter.

Øvrig statistik

Fra den asiatiske kvalifikation:

* Australien var det farligste hold på dødbolde. 18 mål blev det til efter hjørnespark eller frispark. Fem procent af holdets hjørnespark endte med mål, mens otte procent af offensive frispark endte med at give mål. Omvendt lukkede holdet fire mål ind efter dødbolde - tre af dem var på straffespark.

* De fysisk stærke australiere var det hold i den asiatiske kvalifikation med flest indlæg. 22 gange hver kamp blev bolden forsøgt lagt ind foran mål.

Fra Australiens 1-2-nederlag til Frankrig:

* Australien havde to afslutninger uden for målrammen og én afslutning inden for målrammen.

* Australien kom kun frem til et hjørnespark.

* Australien havde bolden 49 procent af tiden mod Frankrig. Kun i ti procent af den tid, hvor Australien havde bolden, var det på den forreste tredjedel af banen.

* 57 procent af de australske angreb foregik primært i venstre side, mens 33 procent foregik i højre side, og de sidste ti procent var angreb op gennem midten af banen.

* 85 procent af de australske afleveringer blev modtaget af en medspiller - 332 succesfulde afleveringer ud af 390 afleveringsforsøg.

* Australierne tilbagelagde 111 kilometer i løbet af kampen. Det var otte kilometer længere end franskmændene. Midtbaneslideren Aaron Mooy fra Huddersfield løb længst, han løb 11.310 meter.

Kilder: InStat og FIFA.