FIFA VM 2018

Skuffede australiere føler, de fortjente sejren mod Danmark

Australierne følte, at de havde chancerne til at tage sejren mod Danmark.

Danmark måtte nøjes med 1-1 mod Australien i Samara.

Sådan ser mange danskere i hvert fald på udfaldet af torsdagens anden gruppekamp mod Australien, men down under er de af den modsatte opfattelse.

Efter en sløj start pressede Australien flere gange Danmark helt i bund og havde uden tvivl chancerne til at komme på måltavlen mere end den ene gang. Det slog målscorer Mile Jedinak fast efter kampen.

- Vi fortsatte tendensen fra første kamp, selvom resultatet var et andet denne gang. Vi var måske uheldige ikke at få alle tre point, men vi er meget stolte. Vi har stadig en chance. Den holder vi fast i, og så kører vi på igen.

- Jeg føler absolut, vi fortjente at vinde. Selvom vi havde en sløv start, hvor vi pressede os selv ved at give dem frispark tæt på feltet, kom vi tilbage i kampen. Vi gav dem kun få chancer, og med lidt held havde vi fået scoret et mål mere, sagde anfører Mile Jedinak.

Selv var han iskold fra straffesparkspletten, da han stod over for Kasper Schmeichel efter endnu en afgørende VAR-kendelse (Video Assistant Referee, red.) ved dette VM. Holdkammerat Aaron Mooy havde den bedste mulighed af alle, da han bragede bolden tæt forbi danskernes mål.

Derfor meldte landstræner Bert van Marwijk sig efterfølgende i koret af skuffede australiere.

- Det er faktisk en skuffelse. Efter to kampe skulle vi have haft fire point. Det har vi fortjent. Vi har spillet rigtig godt imod nummer 12 i verden, så vi kan være stolte igen. Vi tabte ikke, men vi havde også chancer til at vinde, sagde den hollandske træner.

Med det uafgjorte resultat topper Danmark gruppe C med fire point, mens Frankrig har tre point. Australien har ét point på tredjepladsen, mens Peru ligger sidst med nul point. Frankrig og Peru mangler dog fortsat at spille deres anden kamp ved slutrunden.