VM fodbold

Drømmetræf og sent mål sender Schweiz op på siden af Brasilien

Schweiz fik en skidt start på anden gruppekamp, da Serbien bragte sig foran efter få minutter, men schweizerne fik kæmpet sig tilbage og vandt kampen.

Serbien 1-2 Schweiz

  • 1-0: Aleksandar Mitrovic (5')
  • 1-1: Granit Xhaka (52')
  • 1-2 Xherdan Shaqiri (90')
  • Gule kort: Sergej Milinkovic-Savic (Serbien), Luka Milivojevic (Serbien), Nemanja Matic (Serbien), Aleksandar Mitrovic (Serbien) og Xherdan Shaqiri (Schweiz)

Et drømmemål, fem gule kort og en afgørelse i 90. minut. Kampen mellem Serbien og Schweiz i gruppe E havde det meste, da Xherdan Shaqiri på vej ind i overtiden tog et løb hele vejen fra midten og sendte den afgørende scoring ind.

Sejren sender Schweiz op på siden af Brasilien inden sidste runde i gruppen. Her mødes Schweiz og Costa Rica, mens Serbien skal forsøge at tage point nok mod mægtige Brasilien.

Sådan forløb kampen

Kampen mellem Serbien og Schweiz bølgede frem og tilbage. I opgørets første 45 minutter var det serberne, som var toneangivende og kom tidligt foran.

Der var bare spillet fem minutter, da Aleksandar Mitrovic nemt viftede Fabian Schär væk i feltet og headede et indlæg fra højre i nettet.

Serbien havde muligheder til flere mål. Særligt Nemanja Matic' mulighed mod slutningen af første halvleg var stor, men han fik ikke gjort noget ved bolden ved bageste stolpe.

Bagud 0-1 ved pausen skulle der ske noget hos Schweiz, og det gjorde der i den grad.

1-1 Video: Magnus Stig Christensen

Efter 52 minutter trykkede Granit Xhaka til bolden første gang et par meter uden for feltet, og han sendte kuglen i det fjerneste hjørne til 1-1.

Så var det landsholdskollegaen Xherdan Shaqiris tur til at brillere. Med godt en halv time igen drejede han hurtigt rundt og skruede bolden mod det lange hjørne.

Uheldigvis for Schweiz tog forsøget trekantsammenføjningen, og serberne åndede lettet op. For en stund i hvert fald.

Schweiz trykkede nemlig på, og i slutminutterne gav det pote, da Shaqiri snød offsidefælden, slap alene igennem og trillede bolden kontrolleret i mål.