FIFA VM 2018

Engelsk medie kalder Eriksens mål for 'det smukkeste' ved VM

Det engelske medie The Independent er fuld af lovord om Christian Eriksens mål mod Australien.

Det danske landshold måtte nøjes med 1-1 og et enkelt point mod Australien i holdets anden VM-kamp.

Det var Christian Eriksen, der stod for den danske scoring efter bare syv minutter, da han med sin dårlige venstrefod, der trods alt er bedre end de flestes, flugtede Danmark på 1-0.

Et mål, der virkelig imponerer i det engelske. Særligt hos avisen The Independent.

- Det var i sandhed et brillant holdmål i en allerede spændende turnering, der indtil videre har været vidne til langt flere individuelle aktioner end kollektive. En ting, der kun gør det mål endnu bedre, skriver The Independent.

- Måske var ikke det bedste mål, vi har set ved dette VM, men det var det smukkeste. Fire berøringer, to afleveringer og en mesterlig halvflugter sat ind højt for Mathew Ryan i målet kulminerede i en semi-afdæmpet jubel fra Christian Eriksen. Der er ingen tvivl om, at det er det bedste holdmål, vi har set i Rusland.

Eriksen vidste, bolden ville gå ind

Det var et højt dansk genpres, der lagde grobund for Christian Eriksens scoring.

Lasse Schöne vandt en duel og fik skubbet bolden frem til Nicolai Jørgensen, der får kontrolleret en svær bold på fornemste vis med højrebenet og lagt læderet op til sig selv, inden han på genial vis spillede den videre i blinde med ydersiden af foden.

1-0 til Danmark Video: Magnus Stig Christensen

Og her kom han så, Christian Eriksen.

Uden tøven trykkede den danske 10'er af og sendte bolden utageligt i nettet med en fænomenal flugter.

- På mesterligvis sætter han bolden i nettet med teknisk veludført havlflugter. En flugter så sublim, at Christian Eriksen allerede i momentet bolden eksploderer ud fra venstrestøvlen begynder at løbe ud til højre for at juble, skriver de begejstrede englændere fra The Independnt.

- Jeg vidste med det samme, at jeg havde ramt den rigtig dejligt, og fornemmelsen var god. Det var en god start på kampen, og det kunne ikke rigtig blive bedre, fortalte den danske målscorer selv om målet til TV 2 SPORT.

Desværre for Danmark blev Christian Eriksens drømmemål ikke den eneste scoring i kampen. Australien fik udlignet til kampens resultat 1-1 på et straffespark.

Danmark kan dog, ud over de flotte ord fra The Independent, glæde sig over, at de står med VM-skæbnen i egne hænder.

Med et point i den sidste gruppekamp er holdet sikker på avancement fra gruppespillet.

Kampen mod Frankrig spilles tirsdag den 26. juni klokken 16 og kan ses på TV 2 PLAY.

Danmark spille uafgjort med Australien i den anden puljekamp. Video: Anders Masannek Jørgensen