Hareide forstår ikke kritik: - Danskere er så hyggelige

16x9
Åge Hareide forstår ikke, hvorfor landsholdet bliver mødt af så stor kritik efter sejr og uafgjort i de to første kampe. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Danmark har været under beskydning, selvom de første to VM-kampe er endt med fire point og en realistisk mulighed for avancement.

Hvornår er det godt nok?

Det spørgsmål stiller Åge Hareide sig selv efter kritik af landsholdets 1-1-kamp mod Australien. På den ene side sætter landstræneren pris på befolkningens tro på holdets evner. På den anden side kan det føles som om, holdet aldrig kommer til at indfri forventningerne.

- Jeg kan ikke forstå det. Danskere er hyggelige og et venligt folkefærd, og så er pressen så kritisk, når landsholdet egentlig gør det ganske godt, sagde Åge Hareide, da han mødte pressen dagen efter den anden gruppekamp.

- Jeg synes, det er helt okay at være kritisk omkring præstationen. Vi arbejder også ud fra, at tekniske fejl ikke skal forekomme, men det bliver på mange måder en jagt. Jeg ved ikke, hvad I synes, der er fuldkomment. Hvis vi havde vundet over Australien, så havde I sikkert sagt, at vi ikke spillede fint alligevel.

Kritik fra medierne

TV 2 SPORTs egen fodboldkommentator har efterlyst løsninger, når Christian Eriksen en sjælden gang ikke fungerer, og enkelte spillere ikke præsterer som forventet.

- Ingen skal være i tvivl om, at Hareide har sine grunde til at beholde Sisto i start 11'eren. Men det må være tid til overvejelse. Schöne i stedet for Kvist var oplagt, men fungerede ikke. Midtbanens opspil skal forbedres og det samme med angrebet, skrev Flemming Toft blandt andet i sin karakterbog efter kampen mod Australien.

Hos BT har fodboldskribent Søren Hanghøj Kristensen i en klumme med navnet 'Kritikken af landsholdet er fuldt berettiget' skrevet, at Hareides kritik af medierne bliver for skinger. Samtidig undrer han sig over, at Åge Hareide ikke lige efter kampen mod Australien ville forholde sig til kritikken af enkelte spilleres præstation:

- Landstræneren mener, den danske presse er for negativ og for hård. Igen er jeg uenig. Vi i pressen ser ikke ens på dette VM. Nogle er hårdere i retorikken end andre. Sådan vil det være i en forskelligartet presse, som ser tingene fra forskellige udgangspunkter, skriver han og slår fast, landsholdet selv kan ændre på tingenes tilstand.

- Lige nu er stemningen ganske vist negativ. Det kan Åge Hareide og hans landshold ændre med et trylleslag med en stor præstation mod Frankrig på tirsdag. Sådan er en kort VM-slutrunde på én og samme gang så forbandet og fantastisk.

Danmark spille uafgjort med Australien i den anden puljekamp. Video: Anders Masannek Jørgensen

Hareide ønsker mere anerkendelse

Landstræneren kunne grundlæggende ønske sig lidt mere anerkendelse for pointhøsten i de to første kampe. Han anerkender dog, at Danmark havde problemer i kampen mod Australien.

- Vi passer ikke til at ligge nede og vente på, at modstanderne laver fejl. Vi aldrig spillet på den måde. Vi vil gerne have bolden og styre kampen. Det som bekymrer mig allermest er, at vi har været for upræcise i pasningsspillet. Specielt på den sidste tredjedel af banen, siger Hareide til TV 2 SPORT og uddyber:

- Mod Australien styrede vi kampen ved 1-0. Vi ville gerne spille indad, men måtte spille udad mod Dalsgaard og Stryger. Når vi spillede udad, fik australierne det, som de ville. Vi kom til at bruge backerne i en for tidlig fase, og så kunne de lukke os ned. Vi må være mere tålmodige og ikke forcere, for når vi gør det, så bliver vi brudt.

Inden reserverne blev sendt på træningsbanen under en grå himmel i den ellers så solrige ferieby Anapa, slog Hareide fast, at han er meget tilfreds med spillernes indsats i de to første kampe – der vel at mærke har bragt Danmark tæt på 1/8-finalen ved VM.

- Jeg er altid fortrøstningsfuld. Jeg prøver at se på det positive, og så længe spillerne arbejder hårdt for holdet, uanset om ikke lykkes med bolden, så er jeg glad.

Danmark går videre, hvis det bliver til enten uafgjort eller sejr mod Frankrig i den sidste gruppekamp – eller hvis Peru får point mod Australien.