- I ødelagde tusinders drømme, skriver medier om ydmygelsen af Messi og co.
De argentinske medier kalder Argentinas nederlag til Kroatien for en "ydmygelse" og en "katastrofe".
Du kan se alle kampe ved VM på TV 2 PLAY.
Presset er enormt på Argentinas fodboldlandshold efter 0-3-nederlaget mod Kroatien ved VM torsdag.
Superstjernen Lionel Messi og co. skulle rejse sig efter 1-1-skuffelsen mod Island i den første kamp ved VM, men det kørte helt af sporet for Argentina, der er gevaldigt presset i jagten på en billet til en ottendedelsfinale.
De argentinske medier kalder indsatsen og resultatet for "en katastrofe" og "en ydmygelse".
- Hvis kampen mod Island havde skabt tvivl, så slog kampen mod Kroatien illusionerne ihjel og ødelagde tusinders drømme, skriver den argentinske avis Clarín.
- Dem der stadig havde troen efter Islands-kampen fik et gevaldigt slag i hovedet. Der mangler stadig en kamp, men det giver ikke grund til håb. Holdet var ikke noget hold, lyder konklussionen.
Og El Clarín er ikke den eneste avis de argentinske spillere og trænerstab skal undgå at læse nærmere i, med mindre de er klar på en hårdhændet behandling.
- Argentina blev ydmyget af Kroatien med 3-0 og er efterladt med en meget kompliceret vej videre fra gruppespillet. Sampaolis hold spillede en konventionel kamp indtil en kæmpe fejl af Willy Caballero ødelagde kampen, og herfra forsvandt holdet fra banen, står der i La Capital.
- Argentina var vidne til et mareridt og tabte med 3-0. Kampen var et tegn på kollaps på det argentinske hold, skriver La Voz.
Avisen La Nacion følger op:
- Argentina blev latterliggjort af Kroatien og har bragt sin fremtid i turneringen i fare.
Tv-kommentatoren Diego Latorre fra tv-stationen TV Publica hæftede sig ved Messis glansløse indsats indtil nu ved VM.
- Messi stod stille, og han manglede tempo. Deprimerende, lød det fra Latorre.
- Det er ikke Caballeros skyld
Landstræneren for Argentina, Jorge Sampaoli, tog bagefter det fulde ansvar, hvor han fortæller, at taktikken skulle have været anderledes.
- Det er mig, der foretager de endelige beslutninger. Nøglen til nederlaget ligger i mit ansvar. Jeg troede, vi ville lægge et stort pres på de kroatiske spillere på deres banehalvdel, men efter at de scorede, var vi følelsesmæssigt knækkede. Vi havde ingen fodboldmæssige midler til at ændre på tingene, siger Sampaoli.
- Jeg skulle lave en plan for kampen. Havde jeg sat tingene anderledes op, så var det måske gået bedre. Jeg mener ikke, man bør give Caballero (Willy, som er målmand hos Argentina, red.) skylden, siger Jorge Sampaoli.
- Et ydmygende nederlag
Og landstræner Jorge Sampaolis valg af Chelseas reservekeeper i målet er genstand for stor kritik i de hjemlige medier.
- Træneren fandt ikke kompasset til et hold, der ikke har nogen klar spillestil. Han ændrede navnene i startopstillingen fra kampen mod Island, men det kunne ikke ses. Derudover vælger han Willy Caballero i målet som starter, fordi han skulle være bedre med fødderne end Franco Armani. Det resulterede i en historisk fejl, skriver fodboldmediet Olé.
Nederlaget betyder, at Argentina selv med en sejr over Nigeria i den sidste gruppekamp er afhængig af andre resultater for at sikre billetten til en ottendedelsfinale.
Det argentinske web-medie infobae.com konkluderede i store overskrifter på sit site:
- Argentina led et ydmygende nederlag mod Kroatien og er på randen af at blive elimineret.
Tre scoringer i anden halvleg gjorde det af med Argentina, hvis keeper satte det hele i gang med et enormt koks syv minutter efter pausen.
Willy Caballero ville skulle sparke bolden væk, men han valgte at begive sig ud i et forsøg på at lobbe bolden over Kroatiens Ante Rebic.
Det mislykkedes totalt, og Rebic kunne i fri position banke Kroatien foran 1-0.
Mod slutningen øgede Luka Modric til 2-0 ti minutter før tid på et flot langskud, inden Ivan Rakitic lukkede det hele med sin scoring i overtiden.