Schmeichel topper liste over VM-målmænd

Kasper Schmeichel kan tage en stor del af æren for, at Danmark har fire point efter de første to gruppekampe ved VM.

10 gange har Kasper Schmeichel reddet Danmark fra at lukke et mål ind ved VM i Rusland.

Så mange redninger kan ingen anden VM-målmand prale af, og derfor topper Schmeichel listen over flest redninger efter Danmarks to første gruppekampe. Nogle hold mangler dog stadig at spille deres anden kamp – statistikken er gjort op efter 25 ud af 64 VM-kampe.

Kasper Schmeichel er trods straffespark til både Peru og Australien kun blevet passeret én gang, og ifølge landsholdets målmandstræner og holdkammeraterne skyldes det både godt målmandsspil samt forsvarsspil, der trods mange skudforsøg fra modstanderne har begrænset de åbenlyse muligheder.

Lars Høgh, målmandstræner: Jeg synes, han har været en rigtig stærk målmand ved det her VM. Også når man tager det i betragtning, at Kasper faktisk kom ind med en skade og ikke havde spillet i et stykke tid. Vi var alle sammen, også ham selv, lidt usikker på, hvor han egentlig var. Men det har udviklet sig rigtig godt.

Generelt har vi i de to seneste kampe givet flere chancer væk, end vi har gjort i de fire foregående. Det er VM, og alle vil det meget mere, end de vil i venskabskampene, siger han til TV 2 SPORT.

Martin Braithwaite: Han er en fantastisk målmand, og det er stort cadeau til ham, siger han til TV 2 SPORT.

Andreas Cornelius: Først og fremmest er Kasper en fantastisk målmand, men han kan også få noget hjælp af forsvaret, der presser angriberne ud i nogle situationer, hvor målmanden har gode vilkår, siger han til TV 2 SPORT og tilføjer:

Han har lavet nogle gode redninger, men jeg ved ikke, om vi har givet de helt store, åbenlyse chancer væk. Vi har også kun lukket mål ind på straffespark.

Kasper Schmeichel har under VM været med til at sætte landsholdsrekord, da han med det rene mål mod Peru stod den femte landskamp i træk uden at lukke mål ind.

Danmarks sidste gruppekamp spilles tirsdag den 26. juni mod Frankrig. Kampen vises direkte på TV 2 PLAY, ligesom alle andre VM-kampe.