Dansk VM-spiller med skjult talent: - Jeg har altid syntes, det var sjovt
Talenterne i den danske VM-trup rækker ud over fodboldbanen. Jannik Vestergaard finder ro, når han tegner.
På banen stopper han de kreative, offensive modspillere. Uden for banen er Jannik Vestergaard selv en af de kreative.
Den høje midterforsvarer kan nemlig godt lide at tegne, og han er så god til det, at forsvarskollegaen Mathias ’Zanka’ Jørgensen har rost ham på Instagram.
- Landsholdets in-house artist, skrev Zanka hen over et billede af Vestergaard med pen og papir, da holdet fløj fra Danmark til Rusland.
Vestergaard selv tager gerne imod et stempel med ’skjult talent’, men han tegner nu mere for hyggens og afslapningens skyld.
- Som barn kunne jeg rigtig godt lide at tegne, og det har hængt lidt ved. Det er ikke meget, jeg får det gjort længere, og jeg tror ikke jeg vil kategorisere mig selv som et vaskeægte talent. Jeg har bare altid syntes, det var sjovt, og nogle gange kan jeg også finde noget ro i det, siger Jannik Vestergaard til TV 2 SPORT.
- Det er ikke noget, jeg har tænkt mig at forfølge, men det er en fin lille hobby. Det kan nogle gange være en smule afstressende.
Ved VM i Rusland er slutrundens højeste markspiller (1,99 meter) tildelt en rolle som reserve. I premierekampen sad han på bænken i alle 90 minutter, mens Mathias ’Zanka’ blive sendt på banen, da Andreas Christensen blev skiftet ud sent i anden halvleg.
I den anden gruppekamp mod Australien kom Vestergaard heller ikke på banen, da både Simon Kjær og Andreas 'AC' Christensen spillede fuld tid. Simon Kjær spillede ellers med en del smerter i ryggen, hvilket var grunden til, at Åge Hareide ikke turde foretage den tredje og sidste udskiftning i kampen.
Landstræner Åge Hareide har givet spillerne en fridag, både fra lørdagens træning og fra interviews. Han vil give spillerne mulighed for at slappe af og bryde rutinerne i VM-lejren ved Anapa, så spillerne er så friske som muligt inden gruppefinalen mod Frankrig.
På Instagram kan man se, at holdet har brugt den første del af dagen på stranden, selvom skyerne for en sjælden gangs skyld har formået at dække den lyseblå himmel over feriebyen ved Sortehavet.
Danmarks kamp mod Frankrig, hvor begge hold kan sikre sig førstepladsen i gruppen, spilles tirsdag den 26. juni. Frankrig har allerede spillet sig videre, mens Danmark kan sikre en plads i 1/8-finalen med sejr eller uafgjort. Selv med et nederlag kan Danmark gå videre - få overblik over alle scenarierne i denne artikel.
Danmark - Frankrig vises direkte på TV 2 PLAY, ligesom alle andre kampe ved VM 2018.