FIFA åbner sag mod VM-helte efter ørnefejring
Granit Xhaka, Xherdan Shaqiri og den serbiske landstræner Mladen Krstajic risikerer karantæne, efter FIFA har åbnet en disciplinærsag.
Man bør tænke sig om, før man fejrer en scoring ved VM.
Det må være konklusionen, efter det nu står klart, at det internationale fodboldforbund har åbnet en sag mod de to schweiziske målscorere i 2-1-sejren over Serbien, Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri.
- FIFA's disciplinærkomite har åbnet en discilplinærsag mod de schweiziske spillere Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri for deres jubel ved scoringer under kampen mellem Schweiz og Serbien.
- I forbindelse med samme kamp er der åbnet en disciplinærsag mod Serbiens fodboldforbund for tilskueruroligheder og visning af politiske og stødende budskaber fra de serbiske fans.
- Ydermere er en efterforskning åbnet mod træneren for det serbiske landshold, Mladen Krstajic, for hans udtalelser efter kampen, skriver FIFA i et statement ifølge BBC.
Serbere sendte klage
Som det forlyder i FIFAs statement, er der også åbnet en sag mod den serbiske landstræner, Mladen Krstajic, grundet hans udtalelser efter kampen.
Det er uklart, hvilke udtalelser FIFA refererer til, men Krstajic er citeret for at sige følgende om dommer Felix Brych til serbiske reportere lørdag:
- Jeg ville ikke give ham hverken det gule eller røde kort. Jeg ville sende ham til Haag. Så kunne de give ham en rettergang, som de har gjort mod os.
Tidligere lørdag meldte det serbiske fodboldforbund sig ind i sagen.
- Vi kommer helt sikkert til at indgive en klage til FIFA, sagde generalsektetær Jovan Šurbatović ifølge The Telegraph.
Serbernes klage gik ifølge generelsekretæren på begge schweiziske fejringer, et straffespark, der aldrig blev dømt samt Xherdan Shaqiris støvle, hvorpå Kosovos flag er afbilledet.
Målscorere afviste stikpille
Disciplinærsagen kommer i kølvandet på, at Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri, der begge er af kosovoalbansk afstamning, fejrede deres scoringer mod Serbien ved at forme deres hænder som en tohovedet ørn, kendt fra det albanske flag.
En fejring, der af mange opfattes som en stikpille til de serbiske modstandere med henvisning til Kosovokrigen i 1990'erne, men det har begge målscorere afvist overfor schweizisk tv.
- Det handlede ikke om politik, men om fodbold, lød det fra matchvinder Xherdan Shaqiri.
Granit Xhaka, der satte gang i det schweiziske comeback med sin scoring til 1-1, fortæller, at hans fejring var meget følelsesladet.
- Det er klart, at det var en meget speciel kamp for mig. Tusinder af folk, familie fra Schweiz, fra Albanien og Kosovo har skrevet til mig. Den her sejr er til min familie, som altid støtter mig. Min jubel var ikke en besked til modstanderen. Det var rene følelser.
Ifølge The Telegraph kan disciplinærsagen meget vel være et resultat af, at Xhaka og Shaqiri har overtrådt artikel 54 i regelsættet, der forbyder optrædener, der kan defineres som "provokerende overfor offentligheden".
Straffen for at overtræde artikel 54 er to spilledages karantæne. En potentiel straf, der vil betyde, at de to schweiziske nøglespillere misser sidste gruppekamp mod Costa Rica onsdag.