FIFA VM 2018

Hazard og Lukaku er tvivlsomme til England-brag

Eden Hazard og Romelu Lukaku blev begge småskadet i sejren over Tunesien og kan være ude mod England.

Se England - Belgien torsdag klokken 20 på TV 2

De scorede to gange hver, men måtte forlade banen før tid. Romelu Lukaku og Eden Hazard blev begge småskadet mod Tunesien og misser måske gruppefinalen mod England i næste uge.

- Romelu Lukaku pådrog sig en ankelskade, Eden Hazard en skade i læggen, og Dries Mertens fik et lille slag på sin ankel. Vi vil vurdere dem, men der kommer til at være store, store ændringer mod England, siger landstræner Roberto Martinez ifølge Independent.ie.

Efter 59 minutter forlod Lukaku banen til fordel for en anden Manchester United-spiller, Marouane Fellaini. Ni minutter senere gik Eden Hazard ud, mens Dries Mertens blev på banen indtil fire minutter før tid.

Førstnævnte har med fire mål i to kampe været afgørende for, at Belgien topper gruppe G med seks point. Men det er langt fra sikkert, at han er med, når England er modstanderen i dét, der formentlig bliver gruppefinalen.

- Lukaku fik problemer med sin venstre ankel i slutningen af første halvleg. Han gjorde det godt ved at spille så længe, som han gjorde. Skaden vil blive vurderet indenfor de næste 48 timer.

Romelu Lukaku modtager behandling i kampen mod Tunesien.

Hazard er optimistisk

Allerede efter seks minutters spil mod Tunesien bragte Eden Hazard det belgiske mandskab på vinderkurs, da han var stensikker fra straffepletten. 

I starten af anden halvleg afdriblede han målmand Ben Mustapha og scorede sit andet mål, inden han måtte lade sig udskifte.

- Jeg fik nogle problemer med læggen, men det er ikke så skidt. I morgen (søndag, red.) er alt ved det gamle igen, siger Hazard ifølge Nieuwsblad.be.

Belgiens anfører har kun roser tilovers for sin angrebskollega, som han mener, kan bringe holdet rigtig langt ved VM.

- Vi har Romelu. Han fortjener alt det, der sker nu. Han arbejder hårdt til træning, og hvis vi giver ham en aflevering, skuffer han aldrig. Han er i god form.

Netop derfor vil det unægteligt være et stort tab for Belgien, hvis holdet må undvære den store angriber mod England. Roberto Martinez lægger ikke skjul på, at det bliver et andet hold, der går på banen torsdag.

- Svaret er meget klart: Hvis vi havde haft syv dage til at forberede os til England-kampen, og derefter syv nye dage til næste kamp, ville jeg fastholde den samme startellever, siger landstræneren.

Du kan se den formodede gruppefinale mellem England og Belgien torsdag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.