FIFA VM 2018

Kjær melder sig klar efter rygsmerter

Simon Kjær har ikke længere ondt i ryggen og venstre ben, som tilfældet var i kampen mod Australien. David Gray / Ritzau Scanpix

Simon Kjær havde så ondt i ryggen og venstre ben mod Australien, at Åge Hareide lod være med at bruge sin tredje udskiftning.

Danmarks anfører holdt landstræner Åge Hareide på en pinebænk, da Danmark spillede 1-1 med Australien for tre dage siden. Simon Kjær havde så ondt, at Hareide reserverede den tredje udskiftning for en sikkerheds skyld i stedet for at satse offensivt.

Nu kan Hareide dog slette ’pine’, når han sætter sig på bænken til den sidste gruppekamp mod Frankrig. Det forsikrer Simon Kjær.

- Jeg har det fint. Vi skal træne i dag, og det er kun blevet bedre, siger anføreren til TV 2 SPORT.

Simon Kjær havde ondt i ryggen i kampen mod Australien, og det forplantede sig i det venstre ben.

- Der er meget tænding på i de her kampe. Der er fuld koncentration på, og det gør, at man presser sin krop til det maksimale, tilføjer Kjær, der endte med at spille alle 90 minutter mod Australien.

En af de bedste ved VM

Åge Hareide har ikke overraskende ærgret sig over, at han måtte bekymre sig om Simon Kjærs smerter i den seneste kamp. Det bliver dog overskygget af glæden ved at have sin anfører på banen.

- Det handler om at have den erfaring - også for de andre spillere. De unge lærer meget af at spille med Simon. Han har stået frem ved dette VM, hvor han har været en af de bedste forsvarsspillere, siger Hareide.

Under søndagens presseseance fortalte Simon Kjær også, at han og resten af truppen har nydt godt af fridagen lørdag. Ud over de planlagte behandlinger kunne spillerne slappe af og gøre stort set, hvad de ville.

- Det var dejligt, også for hovedet. Der var stadig de behandlinger, vi skulle have, men det var dejligt med en dag, hvor vi fik koblet af, lyder det fra Simon Kjær.

Danmarks næste kamp spilles mod Frankrig tirsdag den 26. juni. Kampen vises, ligesom alle andre VM-kampe, direkte på TV 2 PLAY.