VM fodbold

Se optagelsen af danske fans under VM, der har udløst bøde til DBU

DBU har fået en bøde på 127.000 kroner af FIFA.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har fået en bøde på 20.000 dollars (cirka 127.000 kroner) for danske fodboldtilhængeres opførsel ved VM i Rusland.

Det meddeler det internationale fodboldforbund (FIFA) søndag ifølge flere nyhedsbureauer.

Over for TV 2 SPORT bekræfter DBU's kommunikationschef Jacob Høyer, at unionen har modtaget en bøde.

- Vi har taget den til efterretning og har ellers fuld fokus på den vigtige kamp tirsdag, skriver Jakob Høyer i en SMS.

Ifølge Reuters forklares bøden med tilskueruroligheder, samt at danske fodboldfans skulle have bragt et banner med sexistisk sprog ind på stadion, da Danmark torsdag spillede 1-1 mod Australien i Samara.

TV 2 SPORT har ligeledes været i kontakt med en dansk fan i Rusland, der forklarer, at deres første tanke gik på, at der var tale om et banner med påskriften 'store patter', og at flere bar trøjer med billedet af en ko og samme tekst. Det er dog ikke bekræftet, at det handler om disse ting.

Ølkast mod australske fans

Ifølge FIFA skulle danske tilskuere have kastet genstande mod australske fodboldfans, hvilket en amatørvideo optaget på stadion bekræfter (se videoen øverst). Ølkrus med indhold flyver ned fra danskernes afsnit efter Australiens udligning.

FIFA meddeler ligeledes, at de danske fans ikke har overholdt protokollen for reglerne før en kamp. Ifølge AP handler det om, at danske fans ikke respekterede den australske nationalsang før kampen.

AP skriver, at FIFA benytter sig af elektronisk overvågning på stadioner for at afsløre dårlig opførsel under VM.

På tirsdag venter Frankrig i Danmarks sidste gruppekamp.

Franskmændene er allerede videre til ottendedelsfinalerne, og Danmark kan meget vel gøre dem selskab. Uafgjort vil række til dansk avancement, og det vil et nederlag også gøre, hvis Peru samtidig tager point fra Australien i gruppens anden kamp.

TV 2 SPORT har også været i kontakt med DBU's kommunikationschef Jakob Høyer onsdag, hvor videoen med de ølkastende danske fans så dagens lys. DBU har ingen yderligere kommentarer.