FIFA VM 2018

Sprudlende colombianere slukker Polens VM-drømme

Colombia imponerede stort, da de storsejrede og sendte Polen ud af VM.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

Polen 0-3 Colombia

  • 0-1: Yerry Mina (40')
  • 0-2: Radamel Falcao (70')
  • 0-3: Juan Cuadrado (75')
  • Gule kort: Jan Bednarek (61'), Jacek Goralski (85')
  • Dommer: Cesar Arturo Ramos (Mexico)
  • Tilskuere: 42.873 på Kazan Arena

Det var svært at se, at Colombia havde et skuffende nederlag til Japan med sig i bagagen til søndagens kamp mod Polen. 

De charmerende colombianere udspillede gang på gang de førsteseedede polakker. Modsat formåede polakkerne aldrig for alvor at true Colombia, og til sidst måtte de notere sig et fortjent 3-0-nederlag.

Dermed er Polen færdig ved VM allerede efter gruppespillet, mens Colombia holder liv i drømmen om avancement til ottendedelsfinalerne.

Startopstillinger

Polen (3-4-1-2)
Wojciech Szczesny

Lukasz Piszczek, Jan Bednarek, Michael Pazdan (Kamil Glik 80')

Bartosz Bereszynski (Lukasz Teodorczyk 72'), Jacek Goralski, Grzegorz Krychowiak, Maciej Rybus

Piotr Zielinski

Robert Lewandowski, Dawid Kownacki (Kamil Grosicki 57')

Colombias (4-2-3-1)
David Ospina

Santiago Arias, Davinson Sanches, Yerry Mina, Johan Mojica

Abel Aguilar (Mateus Uribe 32'), Wilmar Barrios

Juan Cuadrado, Juan Quintero (Jefferson Lerma 73'), James Rodriguez

Radamel Falcao (Carlos Bacca 78')

Sådan forløb kampen:

Opgøret fik en rodet start, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Hverken Polen eller Colombia kom frem til åbne målchancer.

Først efter en halv times spil var der dramatik, men ikke foran mål. Den colombianske midtbanespiller Abel Aguilar fik en polsk støvle i ansigtet midt på banen og måtte bæres ud. Landstræner José Pékerman var tvunget til at lave en tidlig indskiftning, og han Mateus Uribe på banen i Agulars sted.

Abel Aguilar ømmer sig i græsset, efter han fik en støvle i ansigtet.

Fem minutter efter skete der ting og sager foran det polske mål. Juan Cuadrado besluttede sig for at give en opvisning i kropsfinter, hvormed han snød tre forsvarende polakker, inden nåede baglinjen og sendte hård bold ind foran mål. Her var Wojciech Szczesny vågen. Den polske keeper stødte bolden til hjørne og afværgede kampens første store mulighed.

Men colombianerne lugtede blod, og det varede ikke længe, før de igen lagde pres på. Juan Quintero snød fuldstændig det polske forsvar med en maskeret aflevering i dybden til James Rodriguez. Fra en helt fri position orienterede Colombias nummer 10 sig hurtigt, inden han krøllede et smukt, smukt indlæg ind i panden på den høje forsvarsspiller Yerry Mina, der uden problemer headede bolden over en fremadstormende Wojciech Szczesny. Og så var Colombia pludselig foran. 

Yerry Mina header bolden over Wojciech Szczesny og bringer Colombia foran 1-0.

I starten af anden halvleg var billedet uændret. De lynhurtige colombianere strøg gang på gang afsted i kontrastød, mens polakkerne havde langt større problemer med at spille sig frem til chancer. 

Efter 58 minutter lykkedes det. Grzegorz Krychowiak sparkede en lang aflevering ned bag det colombianske forsvar, og straks stak Robert Lewandowski i løb. Den polske stjerneangriber lagde elegant bolden død, inden han afsluttede midt på målmanden med det kolde venstre.

Lewandowskis afslutning efter knap en times spil slog luften ud af David Ospina.

David Ospina havde neutraliseret den hidtil største polske mulighed, men ikke uden omkostninger. Da han blev ramt af Lewandowskis spark, fik han slået luften ud af maven, og det krævede et øjeblik, før Ospina igen kom på benene.  

10 minutter senere var den colombianske mavepuster glemt. Juan Quintero skar Polens forsvar midt over med en knivskarp stikning, der sendte Radamel Falcao afsted i frit løb mod mål. Falcao var akkurat nået indenfor det polske målfelt, da han klaskede til kuglen med et hård ydersidespark, der fuldstændig udplacerede Szczesny.

Juan Cuadrado jubler over målet til 3-0.

Og der skulle ikke gå mange minutter, før den polske målmand igen måtte hente bolden ud af netmaskerne. Colombia havde fundet opskriften, og denne gang var det James Rodriguez, der brillerede med en gudesmuk aflevering fra venstre fløj. Midt på banen sprintede Juan Cuadrado afsted, og alene med Szczesny svigtede han ikke. 3-0.

Mere blev det ikke til. Columbia fik dermed oprejsning efter åbningsnederlaget til Japan. Sejren betyder, at colombianerne indtager tredjepladsen i gruppen - et point efter Japan og Senegal, der begge har fire point. 

Ud for Polen står et stort 0 efter to kampe, og polakkerne er derfor uden chance for at avancere til ottendedelsfinalerne.