FIFA VM 2018

Schweiziske VM-helte får bøder for fejring - men slipper for karantæne

Både Serbien og Schweiz er blevet straffet økonomisk, efter de to landes indbyrdes møde ved VM i fodbold.

Schweiz kan stille i stærkeste opstilling i gruppekampen mod Costa Rica.

Både Granit Xhaka, Xherdan Shaqiri og Stephan Lichtsteiner slipper for en karantæne for deres målfejringer mod Serbien. Til gengæld har de to førstnævnte hver fået bøder på cirka 64.500 kroner, mens Lichtsteiner skal betale cirka 32.250 kroner.

Det bekræfter det internationale fodboldforbund, FIFA, ifølge flere schweiziske medier.

FIFA havde valgt at åbne en sag mod profilerne, fordi de formede den 'dobbelte ørn' med deres hænder efter scoringer mod Serbien. Et symbol, der er kendt fra det albanske flag.

Da Xhaka og Shaqiri begge er af kosovoalbansk afstamning, blev det opfattet som en stikpille til Serbien i forhold til Kosovokrigen. Begge spillere har dog afvist dette.

- Det handlede ikke om politik, men om fodbold, lød det fra matchvinder Xherdan Shaqiri til schweizisk tv.

Xherdan Shaqiri og Granat Xhaka lavede begge den 'dobbelte ørn', da de scorede.

Serbien er også blevet straffet

Det var ikke kun Schweiz, som var under luppen efter kampen. Både den serbiske landstræner, Mladen Krstajic, samt en række bannere fra landets fans blev undersøgt.

Serbiske reportere skrev, at Krstajic havde udtalt sig kritisk om kampens dommer, Felix Brych.

- Jeg ville ikke give ham hverken det gule eller røde kort. Jeg ville sende ham til Haag. Så kunne de give ham en rettergang, som de har gjort mod os, skulle Krstajic have sagt.

Landstræneren har modtaget en bøde på cirka 30.000 kroner.

Det serbiske fodboldforbund har fået en bøde på cirka 350.000 kroner på grund af diskriminerende bannere og for fansenes opførsel.

En bøde af samme årsag modtog Dansk Boldspil-Union søndag. De skal betale cirka 127.000 kroner på grund af danske tilskueruroligheder under kampen mod Australien, hvor fans skulle have medbragt et banner med sexistisk sprog

Schweiz møder Costa Rica den 27. juni klokken 20. Hvis de vinder større end Brasilien, kan de tage førstepladsen i gruppen. Kampen kan ses på TV 2 PLAY.