Fodbold

FCK sælger forsvarschef til svensk klub

Erik Johansson er som ventet fortid i FC København. Han er solgt til Djurgårdens IF, skriver københavnerne.

FC København har solgt forsvarsspilleren Erik Johansson til svenske Djurgårdens IF.

Personlige og familiære forhold er årsag til, at svenskeren vender tilbage til Sverige og Stockholm, skriver FCK på sin hjemmeside.

- Det er en meget speciel situation, hvor Erik er kommet til et punkt, hvor han ikke føler, at han af familiære årsager kan blive i København, men er nødsaget til at vende tilbage til Sverige, siger FCK-manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

Tidligere i år friede Johansson til landsmanden og tv-værten Carina Berg, der har et barn fra et tidligere forhold. Og derfor ønsker forsvarsspilleren at begynde et nyt familieliv hjemme i Stockholm.

- Der skal ikke være tvivl om, at vi er ærgerlige over, at det er endt sådan, men det er mennesker, vi arbejder med, og derfor må vi acceptere, når den slags sker i livet, siger Solbakken.

- Erik har haft et stærkt ønske om det her og har selv accepteret de personlige økonomiske betingelser, der følger, når man køber sig ud af en kontrakt.

FCK har allerede fundet en afløser i Sotirios Papagiannopoulos.