FIFA VM 2018

Hareides planer inden skæbnekamp: - Vi vil se et vældig tight hold

Den danske VM-trup har trænet på Luzhniki i Moskva, hvor den sidste gruppekamp spilles mod Frankrig tirsdag eftermiddag.

Se Danmarks VM-skæbnekamp mod Frankrig direkte på TV 2 PLAY.

Efter lørdagens fridag har de danske landsholdsspillere brugt de fleste vågne timer på at forberede sig til tirsdagens gruppefinale mod Frankrig.

Holdet ankom søndag eftermiddag til Moskva, og cirka et døgn senere blev den sidste træning inden kampen afviklet på det ikoniske stadion Luzhniki. Plænen er markant flottere end et gennemsnitligt billardtæppe, og de danske spillere virker i godt humør. Der var i hvert fald god stemning på pressemødet inden træningen. 

Seriøse spørgsmål blev der også tid til, og her gentog Hareide den pointe, han har udpenslet i VM-lejren ved Anapa i løbet af ugen. 

- Vi må ikke blotlægge rum bag os. Når vi tabte bolden mod Australien, var der et hav af plads bag boldføreren, og derfor må vi være mere i balance, når vi angriber. Det betyder, at vi ikke kan gå ukritisk til værks offensivt, som vi har gjort tidligere.

Inden afrejsen til Moskva sagde Hareide til TV 2 SPORT:

- Det handler om at stå rigtigt og ikke overlade rum til franskmændene, som de kan udnytte. Vi kommer til at se et vældig tight dansk hold.

- Vi kommer til at balancere holdet på en lidt anden måde, uden det skal gå ud over ud over vores offensive styrke.

Også anfører Simon Kjær har lagt vægt på, at danskerne helst ikke skal fanges med for stor afstand mellem sig, når Frankrig får fat i bolden.

- Der skal styr på nogle aftaler. De har mange spillere, der er dygtige i omstillingsfasen, og de har lidt flere strenge at spille på ende de andre hold, vi har mødt.

Danmark går videre til 1/8-finalerne med uafgjort eller sejr over Frankrig - eller hvis Peru får point mod Australien. Uanset hvad flyver holdet tilbage til Anapa efter kampen tirsdag eftermiddag.

Herunder kan du se landsholdets program siden lørdagens fridag:

Søndag

Klokken 10.30: Træning: Holdet arbejder med den defensive del af spillet.

Klokken 15.30: Bus mod lufthavnen i Anapa og derefter med privatfly (stillet til rådighed af FIFA) til Moskva. Her genforenes holdet med William Kvist.

Klokken 20.00: Møde. Gennemgår den sidste del om Frankrig.

Mandag

Klokken: 17.00: Pressemøde med Åge Hareide og to spillere.

Klokken 17.30: Træning på Luzhniki med fokus på Danmarks eget spil med bolden.

Tirsdag

Klokken 17.00 (16.00 dansk tid): Danmark-Frankrig

Danmark-Frankrig vises, ligesom alle andre VM-kampe, direkte på TV 2 PLAY.