FIFA VM 2018

Messi og Argentina reddet til sidst - Danmarks modstander fundet

Kroatien og Danmark mødes i ottendedelsfinalen den 1. juli - en ottendedelsfinale, som Argentina i 86. minut bookede billet til.

Nigeria 1-2 Argentina

  • 14': 0-1, Lionel Messi
  • 51': 1-1, Victor Moses
  • 86': 1-2, Marcos Rojo
  • Gule kort: Leon Balogun, John Obi Mikel (Nigeria), Ever Banega, Lionel Messi, Javier Macherano (Argentina)
  • Tilskuere, Saint Petersburg Stadium: 64.468 

Island 1-2 Kroatien

  • 53': 0-1, Milan Badelj
  • 76': 1-1, Gylfi Sigurdsson (straffespark)
  • 90': 1-2, Ivan Perisic
  • Gule kort: Marko Pjaca, Tin Jedvaj (Kroatien), Birkir Saevarsson, Emil Hallfredsson, Alfred Finnbogason (Island)
  • Tilskuere, Rostov Arena: 43.472

Det helt store tema inden den sidste spillerunde i gruppe D var, om Messi og Argentina kunne rejse sig og snige sig med videre fra gruppen, eller om skuffelsen blev fuldendt.

Længe så det faktisk ud til, at det sidstnævnte skulle ske, men i det 86. minut dukkede forsvarsspilleren Marcos Rojo op og skød Argentina i ottendedelsfinalen.

Førstepladsen i gruppen var der aldrig tvivl om. Her fortsatte Kroatien med at tromle igennem selv med et hold, hvor flere profiler blev sparet. De suveræne kroatere satte det niende - og dermed maksimumpoint - på kontoen med en 2-1-scoring i overtiden mod Island.

Dermed er det et formstærkt kroatisk hold, Danmark skal møde på søndag.

Island og Nigeria kæmpede til det sidste, men begge må de forlade gruppen og VM.

Gruppe D

  1. Kroatien, 9 point
  2. Argentina, 4 point
  3. Nigeria, 3 point
  4. Island, 1 point

Sådan forløb Nigeria - Argentina

Argentinas hårdt pressede landstræner, Jorge Sampaoli, havde skiftet ud på fem pladser efter 0-3-dukkerten mod Kroatien.

Landstræneren satsede på et rutineret hold, der havde en gennemsnitsalder på over 30 år. 

Blandt andre var målmand Willy Caballero droppet efter sin kæmpebrøler mod Kroatien, der bragte kroaterne foran 1-0 og satte gang i den argentinske nedtur. 

Ind kom i stedet 31-årige Franco Armani til sin debut for Argentina. 

Også angriberen Sergio Agüero var blandt de fravalgte, mens Gonzalo Higuain, Angel Di Maria og Ever Banega var blandt de nye ansigter i forhold til Kroatien-kampen. 

Efter en meget nervøs start kunne Argentina og Lionel Messi juble efter knap et kvarters spil, da FC Barcelona-stjernen omsider stemplede ind ved VM med sin første scoring. 

Og hvilken en, da Messi satte mål nummer 100 ved årets VM ind. 

Optakten var en fremragende aflevering fra Ever Banega hen over Nigerias forsvar. Messi tæmmede i fuldt løb bolden med låret, lavede en god førsteberøring med foden og hamrede bolden diagonalt i mål til 1-0. 

Argentina blev ved med at lægge pres på nigerianerne efter scoringen.

Det skyldtes formentlig også, at en sejr på et mål ikke ville være nok til at gå videre, hvis Island samtidig besejrede Kroatien og dermed ville have en bedre målscore end argentinerne. 

Lionel Messi var tændt, og han var tæt på at spille Gonzalo Higuain fri til scoring med en flot aflevering.

Cirka ti minutter før pausen var Messi igen tæt på, da han sendte et udadskruet frispark mod mål. 

Nigerias målmand, den blot 19-årige Francis Uzoho, fik det yderste af handsken på, så bolden ramte stolpen. 

Med 0-1 ved pausen skulle Nigeria score mindst et mål for at komme videre, og allerede efter få minutter af anden halvleg fik afrikanerne udlignet. 

Den argentinske veteran Javier Mascherano dummede sig ved at omklamre Leon Balogun, og så dømte dommer Cüneyt Çakir fra Tyrkiet straffespark til Nigeria. 

Det udnyttede Victor Moses sikkert, og med 1-1 var Argentina tvunget til at score igen for ikke at ryge ud af VM. 

Spillerne så dog tyngede ud, og tiden begyndte at gå stærkt for sydamerikanerne.

20 minutter før tid var Nigerias Wilfred Ndidi tæt på med en afslutning lige over mål. 

Fem minutter senere holdt formentlig samtlige argentinere på stadion og hjemme i tv-stuerne vejret, da Cüneyt Çakir var ude for at se en sekvens igennem på VAR-systemet (Video Assistant Referee). 

Argentinas Marcos Rojo havde headet bolden ind på sin egen arm, men dommeren valgte ikke at dømme straffespark. 

Kampen bølgede frem og tilbage med chancer til begge hold. 

Få minutter før tid kom forløsningen for Argentina, da Marcos Rojo scorede til 2-1. 

Sådan forløb Island - Kroatien

Kroatien var allerede inden kampen sikret en plads i ottendedelsfinalen, og meget skulle gå galt, hvis ikke de skulle snuppe førstepladsen i gruppen.

Derfor havde den kroatiske landstræner, Zlatko Dalic, valgt at skifte ni af de 11 spillere ud, der var med til at banke Argentina 3-0 torsdag. 

Kun anfører Luka Modric og Ivan Perisic havde fået lov at beholde deres pladser i startopstillingen. 

At det var et kroatisk reservehold og et islandsk mandskab, der måske skulle have en storsejr for at spille sig videre, var tydeligt.

Island pressede kroaterne og havde flest chancer i en ellers chancefattig første halvleg. 

Først efter en halv times spil kom kampens første skud på mål, da Islands Gylfi Sigurdsson sendte et frispark forbi muren. Forsøget blev reddet af Lovre Kalinić i det kroatiske mål.

Den største chance kom i overtiden af første halvleg, da Aron Gunnarsson sendte et hårdt langskud mod mål, som Kalinić på flot vis fik handsken på.

Hvor første halvleg var chancefattig, så startede anden halvleg bedre på den konto. 

Kroatiens Milan Badelj sendte efter få minutters spil et skud på overliggeren. 

Kort efter lykkedes det så for Badelj at få bolden i mål til 1-0, da han efter et par kluntede kroatiske forsøg sendte bolden forbi Randers FC-målmanden Hannes Halldórsson i det islandske mål.

Island var tæt på at slå hurtigt tilbage, da Sverrir Ingi Ingason sendte et hovedstød få centimeter over det kroatiske mål. Blot få øjeblikke senere var det igen Ingason, der fik hovedet på bolden efter et hjørnespark. 

Den snittede overliggeren, inden den gled over mål.

Med et kvarter tilbage af kampen fik Island et straffespark efter hånd på bolden i det kroatiske felt. Det udnyttede Gylfi Sigurdsson og udlignede.

Lige lidt hjalp det Island. Ti minutter før tid sendte Ivan Perisic bolden i det islandske mål til slutresultatet 2-1.

Dermed må Island forlade landets første VM nogensinde efter gruppespillet.

Kroatien og Danmark spiller ottendedelsfinale søndag.