FIFA VM 2018

Prægtige Peru sender Australien ud i VM-mørket

Spillerne fra Peru gav deres medrejsende fans noget at juble over i deres sidste VM-kamp, da de besejrede Australien.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

Australien 0-2 Peru

  • 0-1: Andre Carrillo (18')
  • 0-2: Paolo Guerrero (50')
  • Gule kort: Mile Jedinak (10'), Yoshimar Yotun (45'), Daniel Arzani (62'), Tom Rogic (66'), Paolo Hurtado (79'), Mark Milligan (87')
  • Dommer: Sergei Karasev (Rusland)
  • Tilskuertal: 44 073.

Peru havde intet at spille for, da modstanderen hed Australien tirsdag eftermiddag. Men det forhindrede ikke spillerne i at levere en fornem kamp. 

De peruanske spillere hentede deres første sejr i turneringen, da de vandt 2-0 og gav derfor en hjælpende hånd til Danmark, som dog klarede tingene selv ved at spille 0-0 med Frankrig.

Australierne var i kontrol i de første minutter, men efterfølgende var det Peru, der tog over, og målet efter 18 minutter kronede en flot start fra sydamerikanerne. Australien skulle bruge en sejr, hvis det skulle blive til avancement, men efter første halvleg var de bagud med 0-1.

Startopstillinger

Australien (4-3-3)

  • Angreb: Robbie Kruse - Tomi Juric - Mathew Leckie
  • Midtbane: Aaron Mooy - Tom Rogic - Mile Jedinak
  • Forsvar: Aziz Behich - Mark Milligan - Trent Sainsbury - Josh Risdon
  • Målmand: Mathew Ryan

Peru (4-3-3)

  • Angreb: Edison Flores, Paolo Guerrero, Andre Carrillo
  • Midtbane: Yoshimar Yotun, Christian Cueva, Renato Tapia
  • Forsvar: Miguel Trauco, Anderson Santamaria, Christian Ramos, Luis Advincula
  • Målmand: Pedro Gallese

Peruanerne kom foran med 2-0 inde i anden halvleg, og den kom australierne aldrig tilbage fra.

Det betyder, at det er Danmark og Frankrig, der går videre fra gruppe C.

Sådan forløb kampen

Peruanerne havde ikke andet end æren at spille for, da holdet efter to 0-1-nederlag til henholdsvis Danmark og Frankrig inden sidste gruppekamp var uden mulighed for at spille sig videre i slutrunden. 

Det kunne man dog ikke se på banen, hvor peruanerne spillede en flot fodboldkamp og pressede australierne, der skulle bruge en sejr for at spille sig videre til ottendedelsfinalen.

Australien sad på størstedelen af spillet i første halvleg.

Alligevel blev det Peru, der først kom på måltavlen, da André Carrillo efter 17 minutters spil smækkede en flot helflugter i mål efter assist fra José Paolo Guerrero og sikrede Peru en 1-0-føring.

Det kunne høres på tilskuerpladserne, hvor tusindvis af peruanere fejrede Perus første VM-mål i 36 år. Landet har ikke deltaget ved VM siden 1982.

Australierne skulle efter scoringen finde sig selv igen. Tempoet gik ud af spillet, og afleveringerne blev upræcise for de gulklædte australiere. 

0-1 Video: Magnus Stig Christensen

Efter 26 minutters spil var de dog tæt på at sende bolden i mål, efter Tom Rogic blev spillet fri i feltet. Men bolden blev stoppet af en forsvarsspiller. 

Derefter fik Australien igen styr på tingene og kom flere gange meget tæt på at score, men måtte gå til halvleg bagud med 0-1.

Anden halvleg var kun fem minutter gammel, før de peruanske tilskuere igen brød ud i jubel. 

José Paolo Guerrero fik efter et flot angreb sendt bolden forbi Mathew Ryan i det australske mål og scorede sit landskampmål nummer 35 til stillingen 2-0.

0-2 Video: Magnus Stig Christensen

Ti minutter før tid var Peru tæt på at lukke kampen, da Aab-spilleren Edison Flores sendte et langskud på stolpen.

Peru slutter med sejren på tredjepladsen i gruppe C efter Frankrig og Danmark, der er videre til ottendedelsfinalen, efter holdene spillede 0-0 i gruppens anden kamp. Australien slutter sidst.