FIFA VM 2018

Spansk landstræner er utilfreds med hullet forsvar

I sine tre gruppekampe har Spanien lukket fem mål ind, og det er ikke vejen frem, siger Fernando Hierro.

Spanien skal stramme på sit forsvarsspil ved VM i fodbold.

Det er beskeden fra landstræner Fernando Hierro efter mandagens afsluttende gruppekamp mod Marokko, der i dommerens tillægstid måtte se Spanien udligne til slutresultatet 2-2.

Det ene point sikrer Spanien førstepladsen i gruppen, men Hierro er ikke fuldt ud tilfreds med holdets hidtidige præstationer, fordi det har lukket fem mål ind i de tre indledende opgør.

- Selvfølgelig kan vi forbedre os. Fem mål i tre kampe er ikke vejen frem. Spillerne er professionelle, de forstår situationen, siger Hierro, der selv er tidligere midterforsvarer.

Spanien var to gange bagud mod Marokko, men kæmpede sig hver gang tilbage.

Marokko kom foran i det 14. minut, da Khalid Boutaïb drog fordel af en sjælden misforståelse mellem Sergio Ramos og Andrés Iniesta.

Efter at Isco havde udlignet for Spanien, missede Boutaib en stor scoringschance, da Ramos og Gerard Pique var uopmærksomme i forbindelse med et indkast.

Fernando Hierro afviser dog at hænge spillere ud trods den vaklende indsats i forsvaret.

- Man kan ikke give enkeltspillere skylden for, at der slippes mål ind. Alle er med til at forsvare som et hold, og det er vores stil, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Spanien møder mandag Rusland i VM's første knockoutrunde, og Fernando Hierro garanterer, at hans hold vil være klar til udfordringen.

- Vi ved, at det bliver hårdt med deres tilskuere på hjemmebane, men vi ønsker at fortsætte eventyret, siger han.

/ritzau/