Tofts karakterbog: Tårnhøje karakterer til den danske forsvarsmur
TV 2 SPORTs kommentator Flemming Toft er klar med karakterer til de danske spillere efter 0-0-kampen mod Frankrig.
Danmark er videre til ottendedelsfinalen ved VM i Rusland efter 0-0 mod Frankrig i den sidste gruppekamp. Dermed ender Danmark som nummer to i gruppen med fem point.
- Det er ikke altid vinderen, der har ret. Det kan også være dem, der spiller uafgjort. De delte i porten, som om det var aftalt. Det var det selvfølgelig ikke. Men både Danmark og Frankrig kendte vilkårene. Og så blev det en uforløst ekspeditionssag. Med to vindere. Men lad os lette på klaphatten. Danmark er blandt verdens 16 bedste fodboldnationer. Det i sig selv er stort.
- Hareide og spillerne har gjort, hvad de lovede os og hinanden på forhånd. De kom igennem gruppespillet og er nu klar til der, hvor det bliver meget sjovere, og hvor kun vinderen får ret. Peru stod klar med sikkerhedsnettet spændt ud med sejren over Australien. Men Danmark klarede den selv. Igen på en indædt holdpræstation, hårdt arbejde og en kollektiv god indstilling. Alt det Hareide har lært spillerne. Moskva blev de Rødes Plads, lyder vurderingen fra Flemming Toft.
Herunder kan du læse kommentatorens karakterer til de danske spillere.
KASPER SCHMEICHEL 3
To store klassepræstationer mod Peru og Australien. Franskmændene havde lidt flere forsøg mod mål end danskerne, men det blev aldrig til arbejde for Schmeichel. Et plus for en sen redning på afslutning fra Fakir.
HENRIK DALSGAARD 3
På det jævne, på det jævne, men som med Stryger i den anden side, så arbejder han efter bedste evne. Han passer sine ting. Vi fik ham ikke set i offensiven. Og afleveringerne var ikke altid tilpassede.
SIMON KJÆR 5
Sammen med Schmeichel bedste dansker i de to første kampe. Også her en generel præstation uden bemærkninger. Duellerne tager han, uanset hvem der er overfor ham, her Giroud oftest. Og oftest med Kjær som vinder.
MATHIAS 'ZANKA' JØRGENSEN 5
Valgt som Kjærs sidemand. Kom ind for AC mod Australien og gjorde det upåklageligt. Læste spillet godt med undtagelse af en enkelt gang, hvor han kom på en mellemhånd og måtte storme efter Griezmann. Zanka rettede op med et nødvendigt frispark til gult kort, men havde styr på det meste. Fin kamp.
JENS STRYGER LARSEN 3
Opgaverne hobede sig op over for en hurtigløbende Dembele. Han strøg ofte forbi Stryger. Men så blev der fightet, så Dembele blev mere almindelig. En svær kamp for Stryger, og 3-tallet lige hevet i land.
ANDREAS CHRISTENSEN 4
Frem som 6'er efter stærke kampe med Kjær i det centrale forsvar. Har spillet 40 kampe for Chelsea denne sæson, ingen som 6’er. Bortset fra rygnummeret. 18 landskampe, ingen som 6’er. Men her gjorde han det fornuftigt med overblik og ikke de store armbevægelser. Det synes oplagt, at AC er landsholdets nye på den plads og i mange år fremefter.
THOMAS DELANEY 5
Utrættelig i defensiven og som igangsætter. Med og uden bold. Fandt mange frirum eller rum, hvor han tiltrak sig franskmændenes opmærksomhed. Tilbage i Delaney-form. Absolut.
CHRISTIAN ERIKSEN 3
Et mål og en assist i de to første kampe, men ikke helt i Eriksens topklasse. Heller ikke her, desværre. Fik serveret en god mulighed fra Cornelius, men gik ikke 100 procent ind, og så blev det keeper Mandanda, der kunne redde. Eriksen og den store scene hører sammen. Men de har ikke helt fundet hinanden endnu. Dog skal hans store løbearbejde igen løftes til ros. I det hele taget har benene på den måde været aktive, men han virkede træt til sidst og har krav på to fridage.
MARTIN BRAITHWAITE 3
Indhop i de to seneste kampe, og denne gang fra start. Og han ville det. De to første aktioner var af høj klasse. Fart, energi, vilje og fikse ting. Det døde lidt hen og blev til arbejdshandsker. Dog med en snert af fortsat glød.
ANDREAS CORNELIUS 4
21 minutter mod Australien og ellers en Cornelius uden så meget kamp i benene. Men han udstrålede netop den fysik, der var nødvendig overfor Varane og Kimpembe. Batterierne var ladt helt op. Der var god brug af kroppen og lysten til at ville noget. Lagde et par flotte afleveringer og var ofte en fornuftig spilstation. Flot arbejde, der kaldte på en udskiftning et kvarter før tid med Kasper Dolberg.
PIONE SISTO 2
Han fik endnu en chance - Hareides yndling. Mere arbejde, også defensivt. Men jeg savnede igen hans direkte spil, hvor han udfordrer en mod en. Og ikke mindst et par afslutninger. Blev skiftet ud med Viktor Fischer efter en time.
ÅGE HAREIDE 5
Nærmest chokerende ændringer både hvad angår spillere og placeringer. AC op som 6’er var ikke så overraskende, og så skulle Zanka ned ved siden af Kjær. Men det var indskiftere uden den store kamptræning. De gjorde det dog fornuftigt. AC og Zanka bedst. Hareide har nu set og overbevist andre om, at bænken fungerer. Det er vigtigt videre. En triumf generelt for Åge Hareide.