FIFA VM 2018

Brasilien sejrer og hjælper Schweiz videre ved VM

Brasilien og Schweiz sikrede sig de to billetter videre fra VM's gruppe E.

Serbien 0-2 Brasilien

  • 0-1: Paulinho (36')
  • 0-2: Thiago Silva (68')
  • Gule kort: Adem Ljajic (33'), Nemanja Matic (47'), Aleksandar Mitrovic (70')
  • Dommer: Alireza Faghani (Iran)

Schweiz 2-2 Costa Rica

  • 1-0: Blerim Dzemaili (31')
  • 1-1: Kendall Jamaal Waston Manley (56')
  • 2-1: Josip Drmic (88')
  • 2-2: Yann Sommer (90+3 - selvmål)
  • Gule kort: Cristian Gamboa (11'), Joel Campbell (29'), Stephan Lichtsteiner (37'), Denis Zakaria (75'), Kendall Jamaal Waston Manley (89')
  • Dommer: Clément Turpin (Frankrig)

Tre hold kæmpede om to pladser videre til 1/8-finalen, da VM's gruppe E skulle afgøres onsdag aften. Brasilien og Serbien var i en direkte duel om en plads videre, mens Schweiz også selv kunne afgøre deres skæbne mod Costa Rica.

Og i kampen om pladserne til det forjættede VM-land var det Brasilien og Schweiz, der trak det længste strå med en brasiliansk sejr på 2-0 og en schweizisk uafgjort på 2-2 mod Costa Rica.

Således vinder Brasilien gruppen foran Schweiz. Dermed får Brasilien æren af Mexico i 1/8-finalen, mens Schweiz skal kæmpe med Sverige om en plads videre.

Sådan forløb Serbien-Brasilien:

Brasilien har i deres to første kampe ved VM langt fra fundet det spil frem, der berettiger, at rigtig mange har sydamerikanerne som favoritter til VM-titlen.

I indledningen af opgøret mod Serbien var der godt nok kommet lidt mere tempo i det brasilianske spil, men de store chancer så tilskuerne i Moskva ikke noget til. Efter ni minutter blev brasilianerne så tvunget til at foretage en udskiftning, da venstrebacken Marcelo måtte forlade kampen med en indtil videre ukendt skade.

Efter 25 minutter lykkedes brasilianerne så med at komme frem til opgørets første reelle chance.

Lidt småspil i venstreside mellem Gabriel Jesus og Neymar endte ved sidstnævnte inde i feltet, men afslutningen fra superstjernen fik Vladimir Stojkovic fornemt handsken på og afvist.  

Kort tid efter gik det så galt for serberne.

Philippe Coutinho modtog bolden dybt i banen og sendte en fremragende bold i dybden til Paulinho, der kom først i spurten med de serbiske forsvarsspillere og keeper Vladimir Stojkovic og prikkede bolden over målmanden og ind i nettet til en fortjent brasiliansk føring.

Den scoring tog presset lidt fra brasilianerne, men målet hjalp ikke på det hakkende spil, hvor sydamerikanerne godt nok var bedre end Serbien, men langt fra var prangende.

Med en pausestilling på 1-0 i begge kampe var Serbien tvunget i offensiven, hvis deres drøm om en 1/8-finale skulle leve videre. 

Neymar jubler over en brasiliansk scoring.

Starten på anden halvleg bød dog på nøjagtig samme kampbillede som første. Brasilien på bolden, men med for langsomt spil til at åbne serberne op og skabe de store chancer, og i den anden ende havde Serbien simpelthen ikke redskaberne og kræfter til for alvor at true Brasilien.

Anden halvlegs første store mulighed gik til Neymar, der blev spillet flot fri af brasilianernes bedste spiller Philippe Coutinho, men vinklen blev lidt for spids til at Neymar for alvor kunne true Vladimir Stojkovic i målet.

Herefter begyndte Serbien at komme langt bedre med i opgøret. Lige pludselig var det de røde, der kom først på andenboldene og lagde pres på for en udligning.

Det serbiske pres kastede også et par fine chancer af sig. Begge gange var det Aleksandar Mitrovic, der fik chancerne. Største chance kom efter et indlæg som keeper Allison kun fik fingrene på. Her skulle Mitrovic heade returbolden i et tomt brasiliansk mål, men Thiago Silva stod i vejen for en serbisk udligning.

Kynismen, som Serbien manglede, havde brasilianerne dog helt styr på. Et hjørnespark fra Neymar ramte Thiago Silva efter 68 minutter, og så var føring fordoblet fra 1-0 til 2-0.

Den mavepuster kom Serbien sig aldrig over, og derfra var der reelt kun tvivl om, hvor stor den brasilianske sejr skulle blive.

På trods af et par fine tilbud mod slutningen lod samba-drengene serberne slippe nådigt fra opgøret, der endte 2-0.

Sådan forløb Schweiz-Costa Rica:

Costa Rica og Schweiz spiller 2-2 Video: Magnus Stig Christensen

Costa Rica havde inden kampen mod Schweiz stadig deres første VM-scoring til gode ved denne slutrunde.

I starten af opgøret var det dog kun en fantomredning fra schweiziske Yann Sommer i målet og lidt hjælp fra en stolpe, der forhindrede costaricanerne i at komme på måltavlen. Hovedstødet fra Celso Borges var dog ikke Costa Ricas eneste farlige forsøg i begyndelsen af opgøret.

Joel Campbells afslutning fra distancen tvang ligeledes Yann Sommer til en redning i en indledning, hvor Schweiz hang efter.

Kort tid efter sendte Costa Rica så for alvor bud efter føringen, da Daniel Colindres fra kanten af feltet sparkede en glimrende afslutning afsted ude for Yann Sommers rækkevidde, men denne gang var overliggeren i vejen. 

Efter den hektiske indledning, hvor schweizerne havde store problemer med at holde i bolden, fik alpelandet lettere ved at holde i kuglen, men chancerne var der store problemer med at skabe mod et godt organiseret costaricansk mandskab.

En halv time skulle der gå, før Schweiz for første gang i opgøret blev rigtig farlige. Et indlæg til bagerste stolpe fra Stephan Lichtsteiner lagde Breel Embolo med panden til rette for Blerim Dzemaili, der resolut hamrede bolden i kassen til en noget ufortjent schweizisk 1-0-føring.

Den føring punkterede opgøret en smule og tog pusten fra Costa Rica, der ikke fik udnyttet deres chancer i indledningen og derfor kunne gå til pause bagud med 1-0.

I anden halvleg forsøgte Costa Rica med samme opskrift som i begyndelsen af opgøret. Men det direkte spil og høje pres kastede ikke de samme store chancer af sig.

Men efter 55 minutters spil fik costaricanerne tilkæmpet sig et hjørnespark. Det tog Joel Campbell sig af og højest på det indlæg kom Kendall Waston, der stangede bolden i mål til 1-1 og Costa Ricas første scoring ved dette VM.

Herefter tog Schweiz grebet om opgøret. 12 minutter før slutfløjt var overliggeren i vejen Josip Drimic' hovedstød.

Ti minutter senere tog Drimic så revanche, da han med en kølig inderside i feltet sendte Schweiz foran med 2-1, og i de flestes tro afgjorde kampen.

Men så let lagde Costa Rica sig ikke ned. Kort efter fik Costa Rica tilkendt et straffespark. Det skulle Bryan Ruiz eksekvere, men han sendte bolden undersiden af overliggeren. Heldigvis for angriberen rammer læderet dog målmand Yann Sommer på vejen og ryger i mål til kampens slutresultat på 2-2.