FIFA VM 2018

DBU fik bøde for ølkast - nu vil de kræve pengene af fans

FIFA har straffet DBU med en bøde, fordi fans blandt andet havde medbragt et banner med teksten "store patter".

Ølkast mod andre tilskuere skal ikke kun koste de danske fodboldfans' gode ry.

Det skal for de ølkruskastende fans også koste danske kroner. 

Det mener DBU, der af principielle årsager vil sagsøge en af de fans, der smed med ølkrus under kampen mellem Danmark-Australien. 

- Vi vil nu nærlæse dommen fra FIFA, men vi vil forsøge at rejse krav mod de skyldige. I første omgang mod den ene, der er stået frem på tv, hvis vi også kan finde billeder fra stadion, der dokumenterer, at han faktisk har smidt med ølkrus, siger Jakob Høyer, som er kommunikationschef i DBU.

- Det er vigtigt for os at sende et signal om, at det har følger at gøre den slags, siger han og understreger, at DBU først vil kigge på det, når Danmark er færdige ved VM.

FIFA sanktionerer DBU for tre ting

FIFA's bøde til det danske fodboldforbund lyder på i alt 20.000 dollars (cirka 127.000 kroner), men det dækker ikke kun udgiften for de danske fodboldtilhængeres kast med ølkrus. 

Et banner med "et sexistisk motiv", som danske tilskuere havde medbragt på stadion med teksten "store patter", var også for kras kost for FIFA, og slutteligt straffes DBU for, at de danske tilskuere ikke respekterede den australske nationalsang, da de larmede under hymnen. 

DBU vil dog i udgangspunktet hverken retsforfølge de larmende eller de bannerproducerende fans.

Ølkrus har skabt debat

På de danske fodboldtilhængeres Facebook-side raser debatten om den danske opførsel. En af dem, der har kommenteret den danske opførsel, er Jes Høgsberg Lind. Han var en af de danskere, der stod på det nederste stadionafsnit, og han var derfor udsat for kasteskytset højere oppefra under kampen mellem Danmark og Australien.

På Facebook fremviser han et foto af det sår, han fik i hovedet, da han blev ramt af et ølkrus:

- Lad nu være med at kaste med øl, drik det i stedet. Og lad nu være med at kaste med kopperne. De er tunge og gør ondt at blive ramt af, skriver han.

Dansk tilskuer om ølkast: Det er ikke i orden

Plastikkrusene på de russiske stadions er ikke de tynde, bløde plastikkrus, vi kender fra danske stadions. De russiske krus er udstyret med LED-lys i bunden og et batteri, og de er derfor væsentligt tungere – og dermed farligere at få i hovedet.

- Vi så en masse plastikkrus komme flyvende oppe fra et højere område. Det var for dumt. For det er jo ikke plastikkrus, som vi kender dem hjemme fra Danmark. De vejer tre gange så meget, som det vi kender. Jeg tror, det er der, det virkeligt går galt, fortæller professor Henrik Hautop Lund, som også var blandt tilskuerne til Australien-kampen.

De danske fans får muligheden for at bakke landsholdet op igen søndag i Nisjnij Novgorod, hvor Danmark møder Kroatien i ottendelsfinalen.