FIFA VM 2018

Mascherano stopper hos Argentina efter VM-exit

Argentinske Javier Mascherano annoncerede sit farvel til Argentinas landshold efter nederlaget til Frankrig.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Det kom næppe som den store bombe, men lørdag blev det en kendsgerning. 

Javier Mascheranos landsholdsstop hos Argentina kom i kølvandet på, at Argentina udspillede sin rolle ved VM, da Frankrig sendte Lionel Messi og co. ud i ottendedelsfinalen. 

- Det er tid til at sige farvel og lade yngre spillere træde til. Forhåbentlig kan de (yngre, red.) vinde noget. Nu er jeg endnu en af mange fans af det argentinske landshold, siger den 34-årige tidligere FC Barcelona-spiller efter nederlaget ifølge AP. 

Argentina var foran 2-1, men endte med at tabte 3-4 til Frankrig, efter et VM hvor Argentina med nød og næppe kneb sig videre fra gruppespillet. 

Javier Mascherano nåede at spille ved fire VM-slutrunder for Argentina, efter at han fik debut for landsholdet i 2003. 

Han har spillet 147 landskampe, hvilket er rekorden i Argentina.

Javier Mascherano skiftede i januar fra FC Barcelona til kinesiske Hebei China Fortune.