Schmeichel efter bittert VM-exit: - Der går nok lidt tid, før vi kommer videre
Kasper Schmeichel gjorde alt, hvad han kunne for at sende Danmark videre ved VM, men i sidste ende trak kroaterne det længste strå på straffespark.
Danmark måtte søndag aften forlade VM på den hårdest mulige måde, da det blev til et nederlag efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence til Kroatien i 1/8-finalen ved VM.
Kasper Schmeichel gjorde ellers alt, hvad han kunne for at få duellen med kroaterne til at falde ud til Danmarks fordel.
I den forlængede spilletid pillede den danske Leicester-keeper et straffespark fra Luka Mordric og holdt Danmark inde i opgøret. I straffesparkskonkurrencen var to redninger yderligere fra Schmeichel dog ikke nok, da Nicolai Jørgensen, Lasse Schöne og Christian Eriksen alle brændte og sendte Danmark hjem fra VM.
- Der går nok lige lidt tid, inden vi kommer videre fra den her. Det hele er lidt noget lort lige nu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, fortalte Kasper Schmeichel til DR efter kampen.
- Jeg gik efter min mavefornemmelse, men det var ikke nok i dag. Det er selvfølgelig ikke sjovt, jeg er lidt tabt for ord lige nu. Vi lagde så meget i det og fik ikke noget ud af det. Jeg synes, vi var klart bedre og fortjente sejren også i den ordinære spilletid.
Men selvom den danske keeper har svært ved at se positivt på tingene efter det bitre VM-exit, så er Kasper Schemeichel stolt over det landsholdet har præsteret i Rusland.
- Det er selvfølgelig et nedtrykt omklædningsrum. Når vi får det hele på afstand, så har vi stadig meget at være stolte af, og vi er stadig ubesejret i 90 minutter i mange kampe. Der er mange grunde til at være positiv, når man tager et skridt tilbage. Men det er vigtigt, at vi husker denne her situation for fremtiden, fortæller Kasper Schmeichel til TV 2 SPORT efter kampen.
- Jeg synes, at vi har meget at være stolte af og vi har spillet rigtig godt i dag. Jeg er rigtig stolt af at være en del af det her hold.
I denne omgang må de danske landsholdsspiller dog se Kroatien tage skridtet videre ved VM. De møder nu Rusland i kvartfinalen, der ligeledes skulle bruge straffesparkskonkurrence til at sparke sig videre ved VM.